Verdens bedste musical? WEST SIDE STORY er i al fald stadig et godt bud. Den revolutionerede ved sin fremkomst musicalgenren ligesom den første filmversion fra 1961 førte filmmusicalen ind i en ny tidsalder.
Steven Spielbergs nyfortolkning nåede ikke helt samme kunstneriske højder som den første filmversion, men gjorde dog WEST SIDE STORY relevant for en ny generation, og det samme kan man heldigvis Thomas Bendixens iscenesættelse af WEST SIDE STORY i Operaen, der ved denne genopsætning har haft Line Kromann som instruktør. Det er forestillingen bestemt ikke blevet ringere af.
Søren Torpegaard Lund og Emilie Groth Christensen har overladt hovedrollerne som Tony og Maria (manuskriptforfatteren Arthur Laurents’ svar på “Romeo og Julie”) til den mere erfarne Mikkel Hoé og den relativt ukendte Linda Arunee Drenck, der især udmærker sig ved en yndig stemme. Vi tror på kærligheden mellem dem denne gang, og det bliver helt afgørende.
Forestillingens bedste rolle er og bliver Anita, og både Rita Moreno og Ariana DeBose vandt Oscar-priser for at spille den. Men i Danmark har vi Julie Steincke, og hun leverer stadig forestillingens bedste præstation som den sprudlende og sprælske Anita.
Men også Lukas Toya (Riff), Max-Emil Nissen (Chino) og aftenens bedste danser Adam Tocuyo (Pepe) lyser op i det farverige ensemble. Birollespillerne Peter Oliver Hansen og Bjarne Antonisen overspillede dog en smule til premieren, men Morten Lützhøft sejrede ved sit afdæmpede spil som Schrank.
Leonard Bernsteins magiske musik og de åbenbart udødelige sange med elegante tekster af Stephen Sondheim bliver trods enkelte uelegante løsninger i Silas Bjerregaard oversættelser forløst i denne dansksprogede udgave. Det Kongelige Kapel under ledelse af Robert Houssart lader romantikken få frit løb, og scenografen Palle Steen Christensen har virkelig forstået musikken og orkesterets betydning for forestillingen.’
Kostumedesigner Astrid Lynge Ottosen har et langt stykke af vejen formået at give forestillingen en form for tidløshed, som kun nogle bastante hvide bh’er forstyrrer. Marias hvide kjole bliver derimod et visuelt højdepunkt i forestillingen.
Hvis man savner lidt farlighed mellem de to bander, så kan det være fordi, at de her helt bevidst blot fremstår som drenge, der forsøger at være mænd. Drenge, der er blevet forsømt af forældregenerationen og som endnu ikke har lært at sætte deres egne grænser, og derfor ofte kommer galt afsted.”
WEST SIDE STORY har nemlig ikke blot et budskab til de unge om at forsage volden og værne om kærligheden, men også til deres voksne om at formidle moralske værdier og om at sætte grænser.
(Michael Søby)
