Johann Wolfgang Goethe fik sit tyske gennembrud i 1773 via skuespillet ”Götz von Berlichingen mit der eisernen Hand”, men allerede året efter opnåede han international opmærksomhed med den til dels selvbiografiske brevroman ”Den unge Werthers lidelser” (”Die Leiden des jungen Werthers”) i en alder af kun 25 år. Han blev et forbillede for den tyske ungdom, men i Danmark og andre lande vakte bogens højdramatiske slutning opstandelse og bogen blev forbudt i 40 år på grund af dens skadelige indflydelse på ungdommen.
Den store franske komponist Jules Massenet valgte dog Goethes roman som forlæg for sin opera WERTHER, der havde urpremiere på Hofoperaen i Wien i 1892. Først i 1907 fik forestillingen premiere på Det Kongelige Teater i København, hvor den siden har været opført 38 gange.
Både værket og og Tatjana Gürbacas iscenesættelse giver Werthers elskede Charlotte mere plads end i romanen, og vi forstår, at Werthers lidelser også er hendes. Werther bliver både psykisk og fysisk syg over, at hun gengælder, men alligevel forsmår hans kærlighed, fordi hun lovede sin mor på dødslejet, at hun vil tage sig af sine små søskende og hendes far, amtmanden, har desuden lovet hende bort til Albert, der netop er vendt hjem fra en forretningsrejse,
Har Jacob Skov Andersen nogensinde spillet og sunget bedre end som den forpinte WERTHER? Goethes idealistiske romantiker går lige i hjertet, og der er internationalt format over Jacob Skov Andersens fortolkning.
Elisabeth Jansson følger ham til dørs som Charlotte, og den lidenskab vi mærker mellem dem er overbevisende ægte. Hvem andre end Elisabeth Jansson har formatet til at være ham en værdig partner, og så klæder de hinanden på scenen – også rent vokalt.
Theodore Platt synger partiet som Albert forbilledligt, og der er i det hele taget ikke en finger at sætte på de sanglige præstationer i denne tidlige aften.
Forestillingen er også godt tjent med den franske dirigent Marie Jacquot i orkestergraven, for Det Kongelige Kapel giver virkelig musikken vinger, så vi nyder hver en strofe og hver en arie.
At scenografien er længe om at komme til sin ret og kostumerne af svigende kvalitet bliver derfor småting i det samlede billede.
Det passionerede kærlighedsdrama lever i Jules Massenets poetiske mesterværk, der tåler sammenligning med mange af de største italienske operaklassikere. Det skulle nok være en tur i Det Kongelige Teater værd, hvor man samtidig kan nyde et af Nordeuropas mest magiske teaterrum og den betagende smukke Gamle Scene.
(Michael Søby)
