WE WILL ROCK YOU var den første rockmusical, der spillede i det nyåbnede Royal Arena i 2017, og for to år siden præsenterede MCH Herning Kongrescenter en ganske imponerende produktion med en funklende Teit Samsø i hovedrollen.
Nu er det Lion Musicals, der i samarbejde med Live Nation står bag en spritny produktion i Tivolis Koncertsal. Da Teit Samsø allerede var engageret til hovedrollen i “Hair” i MCH Herning Kongrescenter, måtte man se sig om efter en anden til rollen som outsideren Galileo i WE WILL ROCK YOU. Valget faldt på Thomas Bluhme, der også medvirkede i amatørudgaven i 2022 på Herlev Musical & Teater.
Thomas Bluhme har en ganske flot stemme, og ikke mindst efter pausen træder han i karakter som sanger, men han fremstår lidt for fersk til rollen som outsideren Galileo, og hans replikbehandling forekommer mildest talt svingende.
Mere professionel erfaring har Nanna Rossen, der fik sit gennembrud i “Hairspray” netop i Tivolis Koncertsal, hvor vi for nyligt også kunne nyde hende i “Wicked”. Især i første akt får hun mulighed for at vise sin vokale styrke som Scaramouche i WE WILL ROCK YOU, men ikke alle rocksangene ligger lige godt for hendes musical-skolede stemme. Jimmy Jørgensen har en lidt fjollet rolle som en spøjs anakronisme ved navn Buddy, men får da lejlighed til at synge en enkelt sang med overbevisning.
Musicalens lysende stjerne er Lea Thiim Harder, fordi hun kan synge og underholde med autoritet – og så kan hun sige replikker.
Scenografen Benjamin La Cour har givet forestillingen en storslået cirkusinspireret indpakning, som næsten får os til at glemme, hvor ringe en historie, der ligger til grund for denne musical.
Selvom Line Knutzon har fået lov til at nyoversætte og opdatere Ben Eltons bedagede manuskript, så savner man blandt de mange musikalske referencer nogle henvisninger til musik fra de seneste 30 år, så også et ungt publikum bliver engageret i den musikalske historie.
Manuskriptet til WE WILL ROCK YOU får – næsten – det litterære grundlag bag en musical som “Mamma Mia! til at ligne et værk af en Nobel-prisvinder. Derfor betoner iscenesætter Nikolaj Cederholm også showindslagene i sin opsætning, men redde forestillingen fra en fremtidsfortælling, der selv i synopsis-version ikke giver mening, kan ingen.
Det er sangene – vel at mærke i musical-fortolkninger, som ikke alle Queen-fans bryder sig om – der er skyld i musicalens succes. Så kan man abstrahere fra det banale indhold, og blot nyde forestillingen for dens vokale og visuelle kvaliteter, så giv den en chance.
(MIchael Søby)