Krigsveteranen Ray Mendoza er gået sammen med Civil War-instruktøren Alex Garland i håb om at skabe en næsten dokumentarisk krigsfilm baseret på Mendozas personlige erindringer om Irak-krigen.
Der sker ikke alverden i filmens første halve time, men allligevel er den del at foretrække fremfor det blodbad, der følger efter. En autentisk krigsreportage fortaber sig desværre i lemlæstelser, og det går ud over personkarakteristikkerne, der aldrig får lov til at folde sig ud.
En række ikke alt for kendte stjernekandidater gør ellers, hvad de kan, men lades lidt i stikken – også på manuskriptplan. Vi får gensyn med Joseph Quinn (fra “Gladiator 2”) og Charles Melton (fra “May December”), men størst indtryk gør Will Poulter, der allerede i filmen “Detroit” viste betydeligt talent. Kit Connor (populær pga. tv-serien “Heartstoppers”) ligner mest en skræmt skoledreng, men det kan der selvfølgelig også være en god pointe i. Mere karisma finder man dog hos Noah Centineo (kendt for TV-serien “The Recruit”).
Men trods ædle intentioner forekommer WARFARE ikke helt vellykket. Lydarbejdet fungerer optimalt, så det bør understreges, at filmen ikke er for sarte sjæle.