Den 4-rettes menu er heldigvis stort set den samme, men noget har alligevel forandret sig denne aften? En modernisering af den gamle Cirkusbygning er tydeligvis i gang, men gudskelov har man stadig bibeholdt kuplen og den smukke loftudsmykning. Når man i det forrige årtusinde var til cirkus i Cirkusbygningen, så følte man virkelig, at man overværede ”The Greatest Show On Earth” i dette magiske rum. Årets dinnershow åbner derfor meget passende med et nummer, der forener cirkus og show i lighed med den berømte scene- og filmmusical af samme navn.
Man har klogelig valg at skifte værten ud, da den forrige aldrig rigtig kom på bølgelængde med et overvejende dansk publikum, hvorimod Jasmin Gabay blev en gevinst for aftenens forestilling. Hun har tidlige medvirket i ensemblet, men nu viser hun fra start, at hun kan påtage sig et ansvar samt synge og tale med oprigtighed og nærvær. Hendes Anne Linnet-potpourri understregede samtidig, at hendes stemme var bedre end nogensinde.
To indslag med den canadiske gadekunstner forekom at være i al fald et for meget. Man blev mindet om, at blot fordi man kan være spøjs og kæk på gadeniveau, er man ikke nødvendigvis en kunstner med det format, som et stort rum kræver
Et Robbie Williams-medley blev muligheden for en række sangsolister til at vise deres værd, men i den grad også et ungdommeligt dansehold med både mænd og kvinder, der viste, hvad de gjorde.
Jonas Brothers’ ”Celebration” gav Jasmin Gabay mulighed for at mingle med de gæster, der havde noget at fejre og det var faktisk ganske skægt, fordi indslaget aldrig blev for langt.
Den sydafrikanske lyskaster Daniel Rosenfeldt forbløffer med nummeret ”Starcatcher”, som man bør se uden at forvente, at man forstår, hvad man ser. De efterfølgende countrysange udviklede sig denne aften til rigeligt larmende rock, fordi fire guitarister synes at kæmpe om opmærksomheden. Men det kan hurtigt finjusteres ved at satse mere på den glade countrymusik.
Den ukrainske luftakrobat Dmitriy Karpenko er tilbage for tredje gang – nu i nummeret ”Flying Pole”, inden showet rundes af med british bar crawl, hvorefter dansegulvet overlades til publikum.
Den nye forestilling er knap så desperat efter at underholde i forhold til et par af de tidligere år, og det bliver faktisk et plus, for med Jasmin Gabay i front får vi simpelthen bare en dejlig aften med professionel underholdning, lækker mad og godt humør, der smitter.
(Michael Søby)


