Wallmans Dinnerparty er atter rykket ind i den pragtfulde Cirkusbygning, der i sig selv er et besøg værd. Og atter engang er der dømt fest og farver – og god mad!
Hvordan man formår at lave en vidunderlig 4-retters menu til flere hundrede mennesker på een gang er et lille mirakel i sig selv, men samtlige gæster man snakkede med roste maden i høje toner: Blomkålssuppe med chili og hvid chokolade, Asiastisk marineret laks, grillet oksemørbrad og til dessert passionsfrugtmousse i chokoladekuppel. Velbekomme.
Vores effektive værtinde, den glamourøse Megan Moore, bød velkommen til et flot show, hvor man blandt andre hyldede George Michael med et potpourri af i ørefaldende sange, men man savnede en stærk solist undervejs og mere Wham-agtige kostumer. Det blev der heldigvis rådet bod på senere på aftenen, hvor vi også fik en stor hyldest til Michael Jacksons musik – og publikum nød tydeligvis et genhør med de medrivende sange i prægtig showindpakning.
Højdepunktet blev dog en velvalgt Aqua-hyldest, for hvis nogen har været i tvivl, så er det Barbie-år i år. Hele salen skrålede med på “I’m a Barbie Girl”, mens man ikke blot på scenen, men i hele salen sørgede for den lette og luftige Barbie-stemning.
Nogle forrygende dansende hajer tog os med ud på det dybe vand, men vi kom også højt til vejrs med sexede ukrainske akrobat Dmitriy. Han var også ene mand om at pirre sanserne hos den del af publikum, der foretrak den maskuline mystik, mens et væld af kvinder i langt højere grad blev forkælet med lækre vovede kostumer.
Titlen CAKE forstod man faktisk ikke rigtig, for det var faktisk kun fødselarer, der fik serveret rigtig kage denne aften, og der var intet i sceneshowet, der signalerede kage.
Men selv små forbehold (vi savnede altså “Can’t Stop the Feelings” som åbningsnummeret på dansegulvet!) kunne ikke ødelægge det gode humør, for Wallmans Dinnerparty er generøs og gloriøs underholdning, som man skal være meget mavesur for ikke at værdsætte. København skal prise sig lykkelig for at have dette entertainment-mekka i sin midte, og årets show fortjener da også at blive et tilløbsstykke.
(Michael Søby)