Den internationalt berømmede koreograf Bobbi Jene har iscenesat en bemærkelsesværdig danseforestilling om at vente på Betty Nansens rå intimscene Edison.
Fem fremragende dansere anført af Bobbi Jene viser os, hvor meget af vores liv, vi bruger på at vente – på sin dansepartner, på at komme videre, på at få fri fra arbejdet, på sin elskede, på at være fri og på det telefonopkald, man tror betyder alt. Scenerne bliver aldrig for konkrete, og den ensomhed, der ofte er forbundet med at vente, finder man tydelig også i et forhold. Man venter på, at alt bliver bedre, til man selv har overskud til at gå eller til det økonomisk mest fornuftige tidspunkt til at gå på – et tidspunkt, som ikke nødvendigvis kommer.
Bobbi Jene synes selv at have fundet inspiration i Jean Cocteaus monolog “La voix humaine” (“Den menneskelige stemme”), hvori en kvinde på randen af nervøst sammenbrud venter på et opkald fra den mand, som netop har forladt hende. Anna Magnani, Ingrid Bergman og Bodil Kjer er blot tre af de store kunstnere, der har fortolket dette ensomhedsskrig for eftertiden, og Pedro Almodóvars kortfilm “The Human Voice” med Tilda Swinton i hovedrollen mindede os for nyligt om tekstens eviggyldighed. Bobbi Jene er da også fortræffelig som kvinden, der aldrig rigtig er til stede, fordi hun hele tiden venter på et opkald. Bobbi Jene er ikke kun mesterlig i sine furiøse hektiske bevægelser, der afslører en desperat kvinde i opløsning, men også nu hun med resigneret krop blot sidder med ryggen mod publikum ved siden af telefonen.
Forestillingen byder også på dejlig gensyn med Kizzy Matiakis, der huskes for stjerneroller som “Spar Dame” og “Blixen”. Her ser vi en helt anden side af hendes talent som en kvinde, der kæmper en kamp med sine mandlige relationer, men finder både ro og ømhed hos en kvinde.
Også Astrid Elbo fortryller i en fejende flot kjole, og både Alexander Bozinoff og Or Schraiber får understreget, at også mænd venter forgæves. Sidstnævnte har også bidraget til koreografien sammen med Bobbi Jene, og man fornemmer smerten i hver enkel bevægelse til tonerne af Yonatan Daskals betagende smukke nykomposition.
Yonatan Daskal spiller selv musikken med sjælfuld indlevelse, der formidler sig til publikum nedefra bagscenen gennem sprossede ruder. Scenografen Christian Friedländer giver plads og luft til danserne, og får derved understreget deres ensomhed.
Ikke alt lykkedes i WAITING PLACES, men når Bobbi Jene endelig forlader sin telefon, og den så ringer, bliver vi mindet om, at nogen gange er handling bare vigtigere end et misset opkald.
(Michael Søby)
