Den nu selvejende institution Fix&Foxy har atter indtaget Republiques største scene, og med Tue Biering som manuskriptforfatter og iscenesætter overlades scenen til underbetalte bærplukkere, danske pigebørn og en skildpadde. Sidstnævnte er placeret i et lille gennemsigtig kasse med en stor lysende lampe over sig, der får den til at bevæge sig hvileløst rundt i sin lille kasse (med EU-flag i bunden!) i hovedparten af de næsten syv kvarter, som forestillingen varer.
Parallellerne til de marokkanske arbejdere, der flygter til Spanien i håb om økonomisk gevinst, ligger ligefor, da også de spærres inde i gennemsigtige drivhus med begrænsede udfoldelsesmuligheder og høje temperaturer.
Forestillingens scoop ligger i, at man primært lader jordbærplukkerne give stemme til ofrene, mens de danske småpiger agerer de arme jordbærplukkere. Verbalt og fysisk misbrug er hverdagskost og de økonomiske og jobmæssige fordele udhules gradvist i takt med deres mentale og kropslige nedbrydning. Til sidst står en pigerne foran os og kaster tilsyneladende op, hvilket er helt på bølgelængde med en af jordbærplukkernes beretninger, eftersom også hun stadig får det dårligt, bare hun ser et jordbær.
Alle virker troværdige, og Mustapha Hertil Oufkir synes tilmed at have skuespillertalent, og lufter da også ambitioner i den retning. Hvis der virkelig skulle falde et vellønnet skuespillerjob i Danmark af til ham som følge af hans medvirken i denne forestilling, så har Fix&Foxy og Tue Biering for alvor sejret med deres projekt.
Men man har en bange anelse om, at netop VREDENS BÆR – hvis titel synes at være en studentikos ordleg inspireret af titlen på en John Steinbeck-klassiker – primært henvender sig til den kulturelle elite, der har råd til at købe danske jordbær.
Forestillingens akademiske undertitel – “et roadtrip gennem Europas sociale geografi” – , synes i al fald ikke at henvende sig til de folk, der arbejder under lignende umenneskelige forhold i Danmark – helt uden økonomisk sikkerhedsnet.
Mennesker fra Polen, Rusland, Mellemøsten og diverse afrikanske lande. Vi behøver ikke kigge til Spanien for at blive forarget over den sociale ulighed, der også lever i bedste velgående i Danmark.
(Michael Søby)
