Odsherred Teater har som intet andet teater i de seneste år formået at få lokale historier til at leve, så perspektiverne rager langt ud over bygrænsen. Først landede ”Missilet”, så fulgte ”Dæmningen” og nu gælder det VRAGET, der fremstår som teatrets hidtil mest ambitiøse satsning.
Scenerummet er udsmykket nogle flotte lange havblå gardiner, og blot en enkel bevægelse er nok til at transportere os fra en af efterkrigstidens mondæne natklubber til Esthers arbejdsrum, hvor væggen afspejler hendes konspirationsteori.
Esther er tidligere stjernereporter, hvis karriere er på deroute og hendes alkoholforbrug hjælper ikke. I et sidste desperat forsøg på et comeback forsøger hun at sælge ideen om ett mystisk skibsvrag fra 1947 til DR i håb om, at de vil indgå et samarbejde om en dokumentarserie.
Esthers tanker og drømme om, hvad der skete i forbindelse med forliset, visualiseres for vore øjne. Den norske trommeslager og komponist Ivar Myrset Asheim giver forestillingen musikalsk temperament, og fire rappe dansere vækker fortidens elegante dansestilarter til live i Rebekka Lunds dynamiske koreografi.
Mei Oulund har atter forfattet et komplekst og velskrevet manuskript med relevante tråde til nutiden, og hun giver også et hudløst portræt af den stadig mere ulykkelige Esther.
I de dramatiske tilbageblik har Mei Oulund tilmed påtaget sig rollen som Rudolf Nicolai, en af de mistænkte i forbindelse med dobbeltmordet på Peter Bangsvej, mens Henrik Ipsen spiller hans dårende diva med betydelig periodefornemmelse. Både Mei Oulund og Henrik Ipsen mestrer den svære kunst at skifte køn på scenen, og der er altid en kerne af alvor i deres karakterer.
Trine Pallesen agerer Hjalmar Olsen, Rudolf Nicolais ligeså anløbne samarbejdspartner, og er rørende i hans udlægning af hændelserne på Peter Bangsvej. Henrik Ipsen viser en helt anden side af sit talent som en brutal mand, der faldt for Esther, indtil han forelskede sig i hendes veninde (hjertevarmt spillet af Trine Pallesen), og man glæder sig også over Emilie Rasmussen i flere roller.
Forestillingen når et højdepunkt, også tekstmæssigt, i scenerne mellem Esther og hendes trofaste veninde, der nægter at opgive den stadig mere fordrukne og aggressive Esther. Er det i virkeligheden Esther, som forestillingens titel refererer til?
VRAGET er ikke en dramaturgisk fejlfri forestilling, men den fremstår betydelig mere interessant end en lang række forestillinger, som er det.
(Michael Søby)
