Egentlig burde et seriøst Cinematek afholde sig fra at lave en Gaspar Noé-kavalkade, for selvom den effektjagende instruktør til stadighed prøver at fastholde et image som fransk films “enfant terrible” (selvom han snart fylder 60!), så har han næppe nogensinde lavet en god film. Indtil nu.
Hans seneste film VORTEX fremstår nemlig som hans hidtil bedste bud på en kvalitetsfilm – på trods af den undervejs kan føles som langsom kvælning selv for de tålmodigste.
VORTEX er da ophøjet til månedens film i Cinemateket, hvad den naturligvis ikke er, men skal man kun se en film, bør det trods alt være den. Det kan også være fristende for yndere af krukkede film at se den i mere een forstand bagstræberiske “Irréversible” i en udgave, hvor alle scener præsenteres kronologisk – med risiko for at filmen udstiller instruktørens manglende kunstneriske evner. Vil man have flere kønsorganer i sving, så er filmen “Love” et godt bud, så længe man ikke forventer filmkunst.
I VORTEX trænger Gaspar Noé’s kamera nådesløst ind hos et gammelt ægtepar, der kæmper med demens og flere andre skavanker og problemer. De kæmper hver på deres måde med at bibeholde en vis værdighed, men vi som publikum blot kan se til, mens katastroferne hober sig op. I 140 minutter – to timer og tyve minutter!!! – sker der i grunden ingenting – og alligevel alverden, da den menneskelig deroute pludselig tager fart.
VORTEX er en hård nyser, som man nødigt ser mere end en gang, men det behøver man nu heller ikke, for den sidder i kroppen længe efter. Om det så er en god ting, må den enkelte tilskuer afgøre med sig selv.
