VIRGINIA IS FOR LOVERS

★★★☆☆☆

Iscenesætter Signe Hørmann Sørensen har selv bearbejdet Christina Hesselholdts roman VIRGINIA IS FOR LOVERS, og det er der kommet en interessant, uegal og ganske fascinerende forestiiling ud af på Aveny-Ts foyerscene.

Titlen henviser til staten Virginias reklameslogan siden ungdomsoprøret sidst i 60’erne, men fremstår også som en kras kontrast til det brutale dobbeltmord, som man stadig forbinder med Virginia, fordi at retssagen var blandt de første, der blev transmitteret på amerikansk tv.

Forestillingen, der er produceret af Signe Hørmann Sørensen og WeLikeWe, har den hemmelighedsfulde Mikkel Lund (uforglemmelig i Christian Lollikes ”All My Dreams Come True”) i rollen som fortælleren Mr. Up Front, der fra sin kørestol beretter om sin fascination af pigen Elizabeth. Hun blev sammen med sin ven dømt for mordet på Elizabeths forældre.

Mr. Up Fronts hjælper og verbale sparringspartner (underfundigt spillet af Thomas Diepeveen)  bidrager diskret  til at gøre denne true crime-historie nærværende, og vi får oveni købet både koreografi og dans af Arina Trostyanetskaya, samt live-musik af duoen WeLikeWe i Marie Vedels rummelige scenografi.

Det er dog ikke udfaldet af retssagen, der optager os mest, men snarere den sygeligt ensomme og gennemperverse Mr. Up Front. Selv når Mikkel Lund glemmer nogle få replikker, og må have hjælp fra sin sufflør, hænger vi stadig på, vel vidende at hans Mr. Up Front på ingen måde har været et objektivt vidne til retssagen.

VIRGINIA IS FOR LOVERS stiller spørgsmålstegn ved vores fascination af True Crimes, men den bærer også brænde til bålet.

(Michael Søby)