Behovet for at more sig til en vinterrevy synes større end nogensinde, og VINTERREVYEN I REVYKØBING 2026 er lige, hvad man har brug for. Man har klogeligt valgt at skrue ned for den politiske satire, for det, der sker i øjeblikket på den globale politiske arena, virker så grotesk og uhyggelig, at man end ikke kan grine af det.
VINTERREVYEN I REVYKØBING 2026 er en tiltrængt oase, hvor man efter en velsmagende menu serveret af en høflig tjenerstab, får lov til at holde fri fra den spændte verdenssituation. Energibundtet Jeanne Boel nøjes ikke med at stå, synge og danse på scenen, men har også instrueret og koreograferet den veloplagte forestilling, som går rent ind hos publikum.
Kapelmester Mickey Pless’ ukuelige charme og hans slet ikke uefne sangstemme gør, at han lige akkurat slipper godt fra at promovere sin egen bog – samtidig med at han præsenterer de tre andre musikere i det fortræffelige revyorkester: Michael Axen, Casper Gyldensøe og Thomas Lund Madsen.
Jesper Lundgaard er velsyngende som den aldrende Tom Jones, men det komiske højdepunkt i det nummer tegner Jan Schou sig for som en af Tom Jones’ absolut ældste fans, der gør sin entre på scenen.
Jan Schou får også lattertårerne til at trille som den uforskammede refrænsanger Henning, der denne gang bl.a. synger nogle herlige variationer over diverse danske filmsange. ”Er du dus med himlens fugle?” kommer i Carl-Erik Sørensens vittige opdatering snarere til at handle om risikoen ved at have et lidt for nært forhold til dyr.
Forestillingens hjerte er Anne Herdorf, der tydeligvis er på bølgelængde med publikum, når hun fremfører nummeret ”Gået på pension” af Ane Høgsberg og Lasse Madsen. Den nye fritid bliver opslugt af børnebørns-pasning, når man mindst venter det, men dog med en hel times fritid om ugen.
Rasmus Krogsgaard, der sidste år vandt prisen som årets revyforfatter ved det traditionsrige velgørenhedsarrangement Revyernes Revy, har også givet Helge Engelbrechts Grand Prix-vinder ”En lille melodi” en kærlig fornyelse. Under titlen ”Jorden er din og min” handler den om den angst og usikkerhed, som vi må leve med lige nu. Anne Herdorf fortolker den med ægte smerte og en fin poesi, der både bevæger og varmer i Nykøbing F. Teater.
Da ikke alle vinterrevyer ønsker at blive anmeldt andet end lokalt, da flere af dem i overvejende grad består af gamle numre, kan undertegnede med sindsro fastslå, at VINTERREVYEN I REVYKØBING 2026 er den hidtil bedste vinterrevy, som jeg har set i år.
(Michael Søby)

