På trods af lave temperaturer gik våren alligevel gennem Nyhavn denne lørdag aften, og der blev også fyldt godt op af glas på bordene foran gæsterne på kabaret-båden Café Liva.
Et par af de kvindelige gæster ankom først, da baren holdt pause og forestillingen var gået i gang. Men der gik alligevel to-tre numre, inden de fik snakket færdig og begyndte at koncentrere sig om det, der skete på scenen.
En musikalsk trio bestående af Lasse Schmidt, Jesper Asholt og Jacob Morild kastede sig ud i fortolke Gnags-sange og i særdeleshed Peter A. G. Nielsens tekster. Hr. Nielsen havde selv på ganske raffineret vis sat sangene sammen, så de dannede en dramatisk helhed, og i Jacob Morilds lydhøre iscenesættelse tegnede de et vemodigt billede af den danske mands udvikling gennem 70 år.
Som gammel århusianer må det være tilladt at have et problematisk forhold til de Gnags-sange, der til ulidelighed hærgede smilets by i slutningen af forrige århundrede. Men det fine ved Liva-forestillingen er, at den får os til at lytte til teksterne på en ny måde og i langt de fleste tilfælde også indse deres kvaliteter.
Der er ganske vist flere underlige fisk end vilde kaniner på scenen, og de musikalske arrangementer indbyder også i højere grad til eftertænksomhed end til fest. Et hold af de gæster, der havde nået at forsyne sig så rigeligt med våde vare inden forestillingen, gik i pausen, vistnok fordi de havde forventet et højere tempo samt mere fest og farver.
Men det var dumt af dem, for VILDE KANINER OG UNDERLIGE FISK løftede sig efter pausen og bød både på lune, livsvisdom og stilfærdig hverdagspoesi. Jesper Asholt finder en ægte skrøbelighed i sit foredrag af teksten “Går og leder efter dig”, og modtager herefter trøstens ord fra en bevægende empatisk Jacob Morild. Finere kan den slags ikke gøres.
Men det var desværre ikke alle numre, der nåede helt ned til de bagerste stole denne lørdag aften, men det kan være vilkårne, når våren går gennem Nyhavn for at runde af på Café Liva. “Ligemeget hvem du er, ligemeget hvor du er. Så velkommen her.”
(Michael Søby)
