VIL DU MED TIL JANUS?

★★★☆☆☆

Årets suverænt mest specielle danske filmudspil er den aparte sci-fi operette VIL DU MED TIL JANUS? En film så bizar både visuelt og vokalt, at man med sindsro kan love publikum, at de aldrig har set eller hørt noget lignende.

En film, der er hævet over såvel sund fornuft som god smag, og som derfor også besidder en vis charme, der dog aldrig bør forveksles med kvalitet. Men hvor er det befriende, når nogen tør og får lov til at gå planken ud med et filmprojekt, da alt for mange danske film har de samme medvirkende og er lavet efter samme skabelon.

VIL DU MED TIL JANUS? synes til dels inspireret af Margaret Atwoods “Tjenerindens fortælling”, og på den lille planet, hvor handlingen udspilles, har kvinderne således magten, hvorimod mænd holdes som avlsdyr. Det gælder også den forvoksede lille prins, som koreografen David Cornelius Price generøst lægger krop til.

VIL DU MED TIL JANUS? har en eventyrlig filmscenografi, der grænser til det infantile, og en slet ikke ueffen musikside med flere lyriske passager. En børneorkester fortolker de voksnes musik, men er dermed også med til at fastholde et status qvo i det odiøse samfund. Kun ved at gøre oprør og nægte at følge de voksnes direktiver kan en ny samfundsorden opstå.

VIL DU MED TIL JANUS? byder på flere kønsdele end mange sengekantsfilm, og så har den i flere markanter roller en lille håndfuld fuldmodne skuespillerinder, der hver på deres måde udviser gennemslagskraft.

Ann-Mari Max Hansen fortolker med næsten barnlig uskyld og poesi en lille sød men også vovet vise om en temmelig nysgerrig fugl. Kit Eichler agerer dæmonisk kusk med sus i skørterne, og Marie Stenz synger med både sødme, vemod og længsel i sin smukke stemme. Størst indtryk gør dog Ulla Jessen som ekspressiv kok, fordi hun i den grad tør gribe de chancer, som filmen byder hende, og fordi hun tydeligvis har sans for det groteske.

VIL DU MED TIL JANUS? varer en times tid, men formår alligevel at gøre større indtryk end film, der er mere end dobbelt så lange, fordi instruktøren Lasse Schwanenflügel Piasecki vitterligt vover at eksperimentere og give os en i sandhed særegen oplevelse.
Aldersgrænsen på 15 år gør man nok klogt i at respektere – især i skolesammenhænge.