Det er en god ide at skabe en film om slaveriet og dets ophør på De Dansk Vestindiske Øer i midten af 1800-tallet. Palle Kjærulff-Schmidts “Peter Von Scholten” fra 1987 var en flot produktion, men tiderne har ændret sig, og det giver virkelig god mening at skildre netop disse hændelser – uden den obligatoriske hvide mand i hovedrollen.
VIFTEN har man også været på kostumelageret og forsøgt af etablere et overbevisende tidsbillede, men rigtig vellykket bliver det aldrig. Rasmus Bille Bähnckes musik er for så vidt værd at lytte til, men den virker bare forstyrrende i forhold til den tid, filmen foregår i og den historie, man vil fortælle.
Men spillet fungerer ikke optimalt. Anna Neye har ikke den fornødne dramatiske tyngde til at være filmens midtpunkt, den frisatte Anna og Peter von Scholtens kæreste. Bedre går det med Sara Fanta Traore som hendes veninde/slave Petrine, selvom instruktøren Frederikke Aspöck med fordel kunne have hjulpet hende til endnu større dramatisk spændvidde i både krop og stemme.
Claus Riis Østergaard er sædvanligvis en fremragende skuespiller, men her får han ikke en chance, for manuskriptforfatteren Anna Neye gør bare rollen som Von Scholten til et skvat. En grotesk Jesper Groth spiller nærmest folkekomedie, når han synger skønsang ved siden af den kvinde, hvis hånd han undgik at kysse. Vi har derfor lidt svært ved at tage ham alvorlig som skurk senere i filmen.
Caroline Henderson har sine øjeblikke som barsk arbejdsgiver, og er den af de medvirkende, der synes at have mest styr på sin accent. Nævnes bør også Tyler Errol Murray som den lille Frederik, der bliver kastebold mellem Anna og Petrine.
Kun i filmens fortællerstemme, som Søren Sætter-Lassen forvalter så mesterlig, opstår den ægte satire, der antyder hvilken film VIFTEN kunne være blevet til.
