Det er efterhånden 10 år siden, at VI MALER BYEN RØD: THE MUSICAL for første gang kunne opleves på Folketeatrets Store Turnéscene. Forestillingen vender nu tilbage i triumf efter at have erobret et stort publikum med et orgie af dansk grand pris-musik flettet ind i en skamløst sentimental historie.
Rasmus Mansachs’ vitale iscenesættelse får dog hele herligheden til at glide ned. Selv de spillemæssige begrænsninger, der altid vil være, når holdet hovedsageligt består af semi-professionelle medvirkende, overvindes med uforfalsket spillelyst og smittende musikalitet.
Det glimrende orkester truer kun et par gange med at overdøve sangerne, når musikerne får lov til at rocke lidt rigeligt, og koreografen Kenneth Parsberg sørger for, at der er fart over feltet, så vi aldrig keder os i de to timer og tre kvarter, som forestillingen varer (inkl. pause).
Måske ville VI MALER BYEN RØD: THE MUSICAL være en endnu bedre musical, hvis rammehistorien om det ældre ægtepar, der sammen forsøger at genkalde sig fortidens festligheder, begrænsede sig til første og næstsidste scene? Men musicalen bør roses for den opfindsomme måde, man lader diverse danske grand prix-hits indgå i historien.
Omkvædet “Krøller eller ej – vi elsker vores børn” får et forfriskende komisk islæt, når det bliver sunget til et forældremøde, “Kloden drejer” får også et ekstra aspekt, når den synges af fulde pigebørn, og “Det’ en hemmelig” bliver endnu mere rørende, når den i lighed med Doris Day-sangen “Secret Love” omhandler et skjult kærlighedsforhold, der bliver synligt.
Vi får ikke blot 25 levedygtige Grand Prix-sange, men den flotte program indeholder også en skæg Grand Prix-quiz, og så har forestillingens karakterer navne hentet fra den danske Grand Prix-historie: Birthe, Tommy og Dario osv. Derfor virker det møgirriterende, når en af de medvirkende konsekvent siger “Kjeld”, når enhver Grand Prix-fan ved, at der bør refereres til KELD Heick.
Men Rasmus Mansachs, der også har skrevet forestillingens kække og kåde replikker, og hans store velsyngende ensemble har i den grad ære af deres indsats, og så må vi håbe, at der med tiden også kan komme flere farver og køn i ensemblet, der i den grad domineres af lyse unge piger. Cæcilie Morilds skrappe lærerinde kan man dog ikke undvære, hvorimod den stupide bøsseparodi forekommer pinligt gammeldags i den nuværende form.
Så der er stadig plads til forbedringer, men at VI MALER BYEN RØD – THE MUSICAL også den gang er en succes, kan der næppe være tvivl om.
(Michael Søby)
