Rasmus Mansachs’ VI MALER BYEN RØD: THE MUSICAL opnåede sidste år en nominering som sæsonens musical-opsætning af cphculture.dk efter Musicalteatrets produktion på Folketeatrets Store Turnéscene.
Desværre lever VI MALER BYEN RØD 2 ikke helt op til forgængeren. Dels virker historien mere skrøbelig i den selvstændige 2’er, og dels er holdet ikke helt så velspillende som sidst. Kvaliteten af det musikalske materiale forekommer i sagens natur også mere blandet denne gang, da mange af de største Grand Prix-hits blev brugt i den første forestilling.
Men der er stadig noget at glæde sig over, ikke mindst forestillingens mandeorkester, der formår at skabe den rette Grand Prix-stemning i salen. En farverig computer-designet scenografi skaber liv på scenen, og det er faktisk sjovt at opleve genhør med nogle af de mere sjældne grand prix-sange.
Annette Heick og Mogens Binderups overraskende langtidsholdbare “Copenhagen Airport” danner en form for ramme om den tur til Mallorca, hvor diverse kærlighedsdramaer udspiller sig.
Man må derimod konstatere, at “Casino” og “Det’ Gratis” stadig ikke hører til den sædvanligvis driftssikre tekstforfatter Keld Heicks bedste, hvorimod finalesangen “Vi maler byen rød” bør regnes blandt Keld Heicks mest vitale Grand Prix-bidrag. På trods af en både energisk og helhjertet indsats af ensemblet kan Birthe Kjær dog sove roligt: “Vi maler byen rød” er og bliver hendes hendes sang.
Mest scenevant blandt aftenens solister virker Lise Kloborg Pedersen, men hendes Angelique bør dog ikke forveksles med saglig Dario Campeottos. Cæcilie Morild har en tør humor, som er svær at stå for, og man kan ikke nægte, at Peter Boffy Johansen, Mette Abildgaard og Bjarke Atterdag Helgason har en vis scenisk charme. Rent vokalt er man mest tryg ved Morten Olesen og Alisha May Williamson Meadows, men Zilla Julie Finne har den kønneste stemme.
Det virker lidt gammeldags, at man kun satser på kvindelige dansere, især når der i disse år sker så meget indenfor herredans, men Barbara Engel Holmstrøm og Miriam Andreasson lyser op blandt dansepigerne.
Hvis VI MALER BYEN RØD 2 også skal have en efterfølger, så gør man nok klogt i at inddrage en række sange fra de internationale Melodi Grand Prix’er, og man har tillid til at Rasmus Mansachs har frække og flabede ordspil nok til en tre’er.
(Michael Søby)
