Paola Cortellesi har skabt en nærmest ærkeitaliensk film, der sætter fokus på kvinders livsvilkår i 40’ernes Rom, og hun har tildelt sig selv hovedrollen som den undertrykte Delia, som får bank af sin mand, og hverken respekteres af hans børn eller sine egne børn.
Men man skal ikke undervurdere denne Delia, der både kurtiseres af en amerikansk soldat og en gammel lokal flamme (charmetrolden Vinicio Marchioni). Hun kæmper bravt for at få datteren gift ind i en rig familie, men bliver datteren nødvendigvis lykkelig af det?
VI HAR STADIG I MORGEN (“C’è ancora domani”) formår på ret besynderlig vis at kombinere humor og alvor, og selv et voldeligt overgreb kan blive et af mange musical-numre i hendes univers.
Filmens sort-hvide billeder låner en slags autenticitet til fortællingen om Delia og hendes opgør med hele to patriarker og to små sønner, der på skræmmende vis spejler deres fars og farfars sexisme.
Ved siden af fuldtidsjobbet som husmor for en familie domineret af utaknemmelige mænd, formår hun at tjene en del på diverse småjobs rundt om i byen.
VI HAR STADIG I MORGEN er måske mere underholdning end filmkunst, men dens kulørte charme må ikke forveksles med overfladisk morskab. Filmens bankende hjerte bliver stadig mere højlydt, og først til sidst forstår vi for alvor hvorfor.
