For attende gang byder Verdensballettens kunstneriske ledere, danseren/koreografen Steven McRae & operasangeren/konferencieren Jens-Chr. Wandt velkommen til en aften, hvor dans og sang på højeste niveau går op i en højere enhed.
Vi befinder os på det malerisk smukke Sølyst i Klampenborg lige ned til vandet, og vejrguderne har atter været kunsten nådig denne premiereaften.
VERDENSBALLETTEN udmærker sig blandt andet ved ikke blot at præsentere velkendte højdepunkter fra diverse danseklassikere, men tager også initiativ til og støtter op om udviklingen og skabelse af nye værker.
Den verdensberømte koreograf Bobbi Jene Smith har således skabt en sanselig solo til en af landets førende danserinder Astrid Elbo smukt ledsagere af Henry Purcells betagende ”O Solitude”. Astrid Elbo kvitterede med en sanseligt søgende præstation, der afspejlede fordele og ulemper ved at være alene.
Tobias Praetorius’ befriende abstrakte Pas de trois ”Forglemmigej” tager afsæt i et af H.C. Andersens mindre kendte eventyr, nemlig den rørende fortælling om ”Den lille Idas blomster”. Astrid Elbo, Gareth Haw og den spændende koreanske danserinde Sangeun Lee får med billedskabende bevægelser gjort eventyrets centrale dødstema nærværende i smuk symbiose med komponisten og pianisten Alexander McKenzies nænsomme musik.
Alexander McKenzie har med tiden udviklet et fornemt makkerskab med den virtuose violinspiller Niklas Walentin, og det fik vi heldigvis også prøver på i år. George Gershwins besnærende ”It Ain’t Necessarily So” blev et musikalsk højdepunkt, og i titelnummeret fra den udødelige muscal ”Singin’ in the Rain” steppede Steven McRae sin egen koreografi til succes, mens Jens Chr. Wandt øste generøst af sin stemmepragt.
Pas de deux’en ”In the Middle Somewhat Elevated” blev via William Forsythes heftige koreografi og Thom Willems udfordrende toner et velkomment brud med klassicismen, og det slog gnister mellem Sangeun Lee og Gareth Haw på dansegulvet.
Ingen Verdensballet uden klassiske hovedværker som ”Tornerose” og ”Don Quixote”, og et glædeligt gensyn med Iana Salenko. Men også aftenens unge par – Anna Rose O ́Sullivan og Harris Beattie – fortryllede – i ”Romeo & Julie”–pas de deux’en til Prokofjevs lidenskabelige musik koreograferet med passion af Massimo Moricone. Harris Beattie viste også med sin koreografi og dans ifm. den charmante Doris Day/Frank Sinatra- pas de deux’ ”Love Me Love Me Not”, at han i mere end en forstand er et stort talent.
Den norske sopran Lydia Horen Tjore luftede sin kønne stemme flere gange undervejs bl.a. i udtog fra ”Romeo og Julie” og ”Manon Lescaut”, og sammen med de øvrige medvirkende sørgede hun for en festlig afslutning via Johann Strauss’ uopslidelige ”Flagermusen”.
Således helbredt for alle livets dårligdomme dansede vi hjemad med smil på læben og håb i sindet. Tak til Jens Christian Wandt og co., som slet ikke kan undgå at gøre lykke, når de nu skal rundt i landet og til Tyskland med denne oplivende forestilling.
(Michael Søby)
