VEGETAREN

★★★★☆☆

Det kom som en overraskelse for mange, da man i 2024 tildelte den sydkoreanske forfatterinde Han Kang Nobelprisen i litteratur. For andre var valget mere indlysende.

Han Kang har længe været en lysende stjerne på den internationale forfatterhimmel, og i 2016 vandt hun den prestigefyldte Bookerpris for gennembrudsromanen ”Vegetaren”. Siden har hun udgivet flere værker herunder ”Levende og døde”, ”Hvid” og ”Lektioner i Græsk”

Man må komplimentere Aarhus Teater og teaters nye huskunster, dramatikeren og instruktøren Rebekka Boyding, for at deres kunstneriske nysgerrighed strækker sig helt til Korea. Sammen med en anden ny huskunstner, lyddesigneren Jacobe Suissa og scenografen Ida Grarup har man forsøgt at skabe en flerdimensionel verden med vegetaren Yeong-Hye som omdrejningspunkt.

Mette Klakstein, der aldrig synes bange for en dramatisk udfordring, hvad enten hun spiller Jane Eyre eller en af Jean Genets stuepiger, skåner heller ikke sig selv denne gang i rollen som Yeong-Hye. Vi aner gradvist, at Yeong-Hyes væmmelse ved kød ikke blot drejer sig om den mad, hun får serveret, men også det kød, som ægtemanden har mellem benene.

Nicklas Søderberg Lundstrøm gør godt fyldest som den stadig mere skuffede ægtemand. Der er mere forståelse at hente for hans viv hos Yeong-Hyes søster (kært fremstillet af Carla Eleonora Feigenberg), indtil der opstår rigelig nærkontakt mellem Yeong-Hye og hendes svoger (en dragende men slet ikke ufarlig Thorbjørn Hedegaard).

I dramatisk form forekommer Han Kangs forlæg ikke helt komplekst nok til, at det kan udløse nogen litterær pris, men Rebekka Boydings iscenesættelse er bestemt ikke uden slagkraft.

Den tredelte scenografis kvaliteter udebliver desværre på længere sigt trods en god start, men det fremmedartede univers er i sig selv spændende. Studio scenen på Aarhus Teater må derfor gerne i højere grad blive et sted, hvor man kan opleve udenlandsk dramatik fra dele af kloden, som vi normalt ikke besøger i teatersammenhænge.

(Michael Søby)