Valérie Perrins roman VAND TIL BLOMSTER har været en global publikumssucces, og man forstår godt, hvorfor et dristigt teater som Teater Nordkraft har valgt at sætte en dramatisering af romanen på repertoiret. Der er nemlig stærke billeder og dramatiske overraskelser i Valérie Perrins tekst.
Dramatikeren Minna Johannesson vil tilsyneladende gerne have det hele med i en forestilling, der denne eftermiddag varede en del længere end de to en halv time, den var sat til på teatrets hjemmeside. Heller ikke iscenesætteren Manda Jønsson havde formået at stramme teksten tilstrækkelig op, og med en spilletid på ca. to timer havde man måske forskånet publikum for forestillingens til tider melodramatiske præg?
Laura Kold har heldigvis mange gode scener som kirkegårdspasseren Violette, der bærer på en stor sorg i en lille fransk landsby, mens hun kæmper med at få sit livs to store kærlighedsforhold til at give mening. Laura Kold har i flere år haft en del ekspressive kvinderoller på Teater Nordkraft, men her er hun faktisk bedst, når hun skruer ned for sine virkemidler og stoler på, at hendes skuespillertalent nok skal få de finere nuancer frem i Violetta.
Eftermiddagens store oplevelse er dog Troels Kortegaard Ullerup i rollen som Violettas på en gang uimodståelige og dybt problematiske mand Phillippe. Han fremstår både skamløst charmerende og for meget af det gode med sin insisterende nøgenhed, når der skal laves en baby og bades. Men han kan også være lunefuld og bare forsvinde, hvis Violettes veninde får lidt for meget opmærksomhed. Måske elsker han faktisk deres lille datter Léonine mere end Violette umiddelbart vil tilskrive ham, men omfanget af hans utroskab får efterhånden også Violette til at tvivle på, om hun virkelig er hans livs kærlighed?Troels Kortegaard Ullerup får os til at se alle facetterne i denne komplekse og forpinte mand, der pendler mellem det latterlige og det uhyggelige i sit til tider groteske selvbedrag.
Som advokaten Julien, der er meget optaget af sin mors sidste ønske, kommer Thomas Nielsen ikke helt så dybt ned, som man kunne ønske, men det skal siges til hans forsvar, at rollen heller ikke rummer helt så mange facetter som Phillippe-rollen. Thomas Nielsen har dog et glimrende nærvær, der også kommer til sin ret, når publikum skal inddrages i handlingen i diverse biroller.
Temaet sorg understreges smukt i Simon Witzanskys velfungerende kirkegårdsscenografi. Til gengæld er det svært at forholde sig til det tøj, der ligger på publikumspladserne, som er tøj fra afdøde mennesker doneret af deres pårørende.
VAND TIL BLOMSTER er en forestilling, der trods de nævnte forbehold, gør indtryk. Men en strammere dramaturgi kunne bare have gjort forestillingen endnu bedre.
(Michael Søby)
