Efter 8 sæsoner med mange succeser forlod Stine Schrøder Jensen Det Kongelige Teater, og fik rundet af med bravur på Skuespilhusets Store Scene med “Rødderne i hjørnehuset”, som hun selv havde dramatiseret og iscenesat. “En af Det Kgl. Teaters bedste børneforestillinger i årevis”, skrev cphculture.dk.
Nu kan man så opleve hendes musikalske mini-forestilling VALFART på Kolding Egnsteater. Mindre i anslaget naturligvis og med kun to medvirkende, men med masser af dejlige sange.
Maria Mondrup høstede tidligere på sæsonen anmelderroser for den bærende rolle i “Et stykke for de levende i en tid med uddøen” (en anden af Kolding Egnsteaters egne produktioner). Nu imponerer hun i VALFART som pigen Løkke, der aldrig rigtig har forstået, hvorfor hun ikke fik navnet Lykke.
Ikke desto mindre har hun fået et gavekort til et par vandresko, men hendes besøg i den ejendommelige kassetunge skobutik bringer hende i første omgang i kontakt med sin fortid blot ved synet af fodtøj. Børnesko, ridestøvler og træsko har nemlig altid historier at fortælle, og pludselig bliver ordene til sang, når hjertet ikke kan rumme flere følelser.
Skoforretningens temmelig dvaske ekspedient viser sig nemlig at være komponisten Johannes Smed, der ikke er bleg for at præsentere dele af den danske sangskat i ny musikalsk indpakning. Især dansktop-schlagere som “Snakker med mig selv” og “Gem et lille smil til det bli’r gråvejr” får nyt liv i Maria Mondrups lyriske fortolkninger.
Men højdepunktet bliver alligevel børnesangen “Se min kjole”, som Mondrup ikke blot bygger op til et storslået dramatiske crescendo, men hun formår også at overdøve en pinligt støjende mobiltelefon. Publikum forstod heldigvis at kvittere med et stort bifald for den dobbelte triumf.
Fordi Løkkes kjole har mange farver, er der større chance for, at bare en af dem appellerer til nogen. Løkke føler sig nemlig som en kegle, men dem er der heldigvis en del af på denne kloden.
Løkke har mangt og meget, som hun brokker sig over, men solen og det engelske ord for taknemmelighed på hendes forvaskede trøje vidner dog om andre indre ambitioner. Løkke har meget at give, og når hun først får vandreskoene på, at der næppe nogen grænser for, hvad hun kan.
Atter viser sig Stine Schrøder Jensen sig som en prægtig personinstruktør, der virkelig ser potentiallet i mødet mellem en bestemt skuespiller og en konkret rolle.
Vi forlader Kolding Egnsteater med følelsen af, at Maria Mondrup er en af de relativt få skuespillere, der kan det hele. Der er der heldigvis også en stor sandhed i.
(Michael Søby)
