Gladsaxe Teaters væksthus og Gorgerne havde allerede prøvet kræfter med musicalen “Urinetown”, inden den landede på Fredericia Teater store scene. Musicalen hører blandt den daværende direktørs personlige favoritter, og nu har han som kunstnerisk chef på Østre Gasværk hentet musicalen til København igen, og det havde han strengt taget ikke behøvet.
For jo flere opsætninger af Greg Kotis URINETOWN man ser, desto klarere fremstår værkets kvalitetsmæssige begrænsninger. En håndfuld ganske iørefaldende sange kompenserer lidt, men grundlæggende er URINETOWN blot en fjollet og temmelig plat musical, som ikke fortjener at blive taget alvorligt.
Teknisk set fungerer produktionsapparatet på Østre Gasværk upåklageligt, og man har svært ved at sætte en finger på orkestrets indsats og de generelle lydforhold i det gamle gasværk.
Lune Mads Rømer Brolin-Tani er ny som forestillingens kække fortæller alias betjent Lockstock. Han må besvare en masse spørgsmål fra den fremmelige Little Sally (spillet med diskret charme af en rørende Sicilia Gadborg Høegh). Ingen af disse karakterer har før været spillet bedre i en dansk opsætning.
Også Kurt Ravn er glimrende som pengegrisk direktør, og han spiller ham med præcis den form for glatte charme, som kendetegner virkelighedens pengepugere. Stemmen er stadig som smør, selvom det om få år er et halvt århundrede siden, at hele Danmark forelskede sig i den via et enkelt afsnit af TV-serien “Matador”.
Thor Vestergaard syntes denne aften lidt for fersk som helten med det belastende navn Bobby Strong, men da stemmen først blev varmet op, trådte han også mere i karakter rent vokalt. Katrine Schmidt Nørgaard var ganske skæg som direktørdatteren, og sang ligeledes kønt, men i en anden rolle afslørede hun desværre sine skuespillermæssige begrænsninger. Så gik det bedre for Max-Emil Nielsen, der ikke blot var klædt forrygende på, men også fik skabt et sært bevægende portræt af en af samfundets tabere.
Julie Steincke havde for en gang skyld ikke fået roller, som hendes store talent kvalificerede hende til, og selvom hun kæmpede bravt, undgik hun ikke at havne i karrikaturer. Værst gik det dog for Maria Skuladottir, der overspillede fælt i begge sine roller, ikke mindst som den ulidelige Pennywise, som hun ellers har spillet før.
Sjovest af alle er Kim Ace Schjerlund – ikke mindst som betjent Lockstocks ikke alt for opvakte kollega, og så er han også denne gang ansvarlig for en medrivende koreografi, der hører blandt forestillingens største bedrifter. Hans iscenesættelse må siges at være professionel, men en finjustering af ensemblespillet er nødvendig, og så fremstår forestillingen mindst et kvarter for lang. Men brugen af Østre Gasværks mure morer, både via tekst og tegninger.
Søren Møller fortjener ros for sin succesfulde “The Wall” og for at skaffe den store Sting-musical til København. Men fremfor at pådutte os den middelmådige URINETOWN, kunne man ønske, at han vil introducere københavnerne for Stephen Sondheim-mesterværker, der aldrig har spillet i København som f.eks. “Gypsy” eller “Follies”.
Eller hvad med den Charles Dickens-inspirerede who’ve done it-musical “The Mystery of Edwin Drood”, der ville passe perfekt i det magiske teaterrum på Østre Gasværk – og som rent faktisk vandt en Tony som årets bedste musical.
(Michael Søby)
