Også i denne sæson præsenterer Next Zone to medrivende eksempler på vital herredans med Lene Boel som iderig koreograf på Aveny-T.
Hårvæksterne og hudfarverne er forskellige, men de sorte bukser har de fire dansere til fælles i BONE WHISPERS, og med hver deres kropslige udgangspunkt finder de i et fælleskab i dansen.
Hiphop og breakdance møder parkour og cirkusakrobatik, og til varieret rytmisk musik af Rex Casswell får Lene Boel det bedste frem i fire fremragende kropskunstnere:
Mario Pounde som den mest kraftfulde, Giovanni Molendi som den mest underfundige, Kevin Table som den mest sensuelle og Arthur Grandjean som den mest maskuline.
Efter en kort pause, hvor publikum bliver på deres pladser i Aveny-T store sal, er det tid til den mere futuristiske URBANE SAINTS. Både bukserne og tonen er lysere, og Rex Casswells musik har fået et elektronisk twist, der understreger, at vi er midt i en fremtidsfantasi. Vi er tilsyneladende blevet endnu mere selvhævdende med tiden, men med humor glider en potentiel misantropisk handling alligevel ned.
De fire dansere fra første del får selskab af tre kolleger, der alle får plads til at shine: Takeo Ishii har nogle løjerlige mimiske indfald, der med lidt god vilje kan kaldes originalitet, mens karismatiske Konstantinos Papamethodiou imponerer med sin hurtighed og sine adrætte bevægelser. Mere anonym forekommer Martin Karlhøj i denne omgang, men han har også det mindst spændende koreografiske materiale at rive i på dansegulvet.
Lene Boel fortjener dog primært ros for sin koreografiske opfindsomhed, og så har hun også en særlig evne til at sammensætte et interessant og velfungerede hold af dansere fra hele verden. Udover en enkel dansker og to franske dansere tæller gruppen også dansere fra Japan, Cypern, Italien og Cameroon.
Godt 75 minutter får vi i selskab med disse dynamiske fyre, og det er bestemt ikke at kimse af.
(Michael Søby)
