Ragnhild Ekner elsker fodbold, og har derfor skabt en dokumentarfilm om de såkaldte ULTRAS, fodboldfans for hvem passionen for fodbold rækker langt ud over spillet på fodboldbanen.
Fine billeder fra Argentina, Egypten, Indonesien, Italien, Marokko, Storbritannien og Sverige skildrer de mange forskellige grupper af fans. I Indonesien kæmper en gruppe kvinder for kvinders ret til at være en del af fodbolden, og vi ser også et nærmest heroisk fællesskab, når der skal males gigantiske bannere, for i Indonesien vil man fællesskabet.
Ragnhild Ekner synes dog ikke at være i tvivl om, at al den vold, der udgydes i kølvandet på fodboldkulturen er politiets skyld. De repræsenter magthaverne – dvs. overklassen – men diverse ULTRAS-grupper har rod i subkulturer dvs. underklasse. Og alle subkulturer gør oprør – det er ikke kun fodboldfans.
Med så ensporet og håbløs naiv tilgang til sit stof er det svært at tage denne stadig mere banale film alvorligt. Tværtimod udvikler man en vrede mod instruktøren over hendes uansvarlighed i behandling af emnet ULTRAS.
Når tåbelige fodboldfans mødes i skove for at banke hinanden sønder og sammen med køller, er det så også politiets skyld? Når børn ikke længere kan være trygge på et fodboldstadion, fordi at der stort set altid bliver ballade et eller andet sted undervejs til de store kampe, er det så ikke på tide, at fodboldkulturen gør op med denne selvforherligelse, og tvinges til i langt højere grad at tage ansvar? Har i ikke styr på jeres fans, kan i ikke deltage i mesterskaberne. Så enkelt kan det gøres.
Men fodbold handler også om penge – og korruption. Det ville derfor klæde Ragnhild Ekner – hvis hun virkelig elsker fodbold – at lave en film om volden og korruptionen, der skygger for de sportslige præstationer på banen. Så kan man overveje at tilgive hende for det spild af ressourcer, som hendes film ULTRAS desværre er blevet.
