Blandingen af professionalisme og amatørisme kan fra tid til anden være problematisk, men ikke på Aalborg Teater, hvor iscenesætteren Nicolei Faber finder en noget nær fuldendt balance mellem de to stadier.
Han har fundet frem til seks vidunderlige ukrainske kvinder, der er flyttet til Aalborg efter år med krig og død i deres hjemland.
Svitlana Bobko, Julia Chorna, Inna Hovorun, Maiia Parfentieva, Olena Ushakova og Svitlana Yavorkska-Horpyniuk har hver en historie, der giver os et nyt perspektiv på krigen i Ukraine.
En har set sin hjemby blive jævnet med jorden af Putins tropper. En anden har fået sin familie splittet, i det hendes mand og den store datter er blevet i Ukraine, mens hun selv og den lille søn føler sig mest trygge i Aalborg.
En ung kvinde har fået berøvet sit sprog og sit eksistensgrundlag ved at flytte til Danmark, mens en ældre kvinde føler en ro i Aalborg, og glæder sig over smilene, blomsterne og de stabile busafgange i sin nye hjemby.
En bekymrer sig om, hvor lang tid, der skal gå før krigen hører op, mens en anden gruer for Putins hjernevask af unge ukrainere, der tvinges til at kæmpe på russisk side mod deres landsmænd.
Samtlige kvinder beretter deres livshistorier klart og tydeligt. Man mærker naturligvis det personlige afsæt, men på intet tidspunkt bliver forestillingen sentimental, og humoren finder også vej ind i fortællingerne uden et sekund at forråde emnets alvor.
Scenografen Katrine Krohns enkle og smukke scenografi udspringer af ukrainske traditioner og erindringer – med kornet fra de bølgende kornmarker som et lysende eksempel.
Lysdesigner Kasper Daugberg har tydeligvis respekt for de følsomme oplysninger, som de medvirkende kvinder deler med os, og lyddesigneren Kristian Berg kender også forskellen på at betone visse elementer i historien og at overbetone dem.
Flere af de medvirkende kvinder har stærke sangstemmer, der emmer af længsel og smerte, og ingen går uberørt hjem fra denne fine empatiske forestilling på Aalborg Teaters mindste scene.
(Michael Søby)
