Emil Rostrup har i flere sæsoner tilsyneladende afsværge vor litterære teksttunge teatertradition for at udforske et mere legende og let teatersprog, og det er der kommet nogle dynamiske men også frustrerende ustrukturerede forestillinger ud af.
På Blaagaard Teatret fortsætter han denne stil, og går endda endnu videre i forestillingen TR!P, der synes at være endt som en bizar mutant af “Vi venter på Godot”, “Parasite” og “Ninja Turtles”. Helstøbt kan man ikke kalde TR!P, men samtidig fremstår forestillingen som Emil Rostrups mest vellykkede teatereksperiment, fordi han virkelig tør gå planken ud, så gnisterne i bogstaveligste forstand springer fra scenen og ud mod publikum. Karaktererne Ørn, Annalotte og Trold er tre kæmpedukker med mennesker indeni. Figurer tilsyneladende hentet fra et børneprogram fra DR – men tag endelig ikke fejl – TR!P er på ingen måde en børneforestilling.
I et børnesikret dukkehjem, hvor selv kopperne er pakket ind i filt, ævler de tre dukker på absurd vis om alt fra forestillingen Tr!p på Blaagaard Teatret til computerspillet Grand Theft Auto. Den klaustrofobiske statiske livstilstand, man kender fra Samuel Becketts dramatik, får her et moderne præg, som rammer lige ned i tidsånden. Snart bliver volden den foretrukne adspredelse og det lille hjems undergang forekommer uundgåeligt.
Mikkel Rostrup har begået en mesterlig scenografi, der hele tiden formår at overraske, og ikke mindst Alexander Bryld Obaze får med en infernalsk babydukke-stemme gjort Annalotte til et skræmmende vragbillede på barndommens tv-favoritter. Ludmilla Freja Faber Striims Trold er faktisk mest uhyggelig ved sin passivitet, og Joen Højerslev kan både udstråle uangribelig patriarkalsk autoritet og – da masken er faldet – vise en forbløffende sårbarhed i mødet med et andet menneske.
Trods de kun tre stjerner bør man ikke skåne sig selv for dette TR!P, der ikke ligner noget andet på en dansk scene i dette teaterår – og derfor fortjener at blive kaldt for en original.
(Michael Søby)
