TRONFØLGER

★★★★★☆


Alexander Mayah Larsens selvbiografiske debutstykke “Som Brødre” blev i 2021 kåret som årets skuespil af cphculture.dk. Siden har det spillet et utal af gange på flere forskellige teatre og er p.t. en del af repertoiret på Mungo Park i Allerød, hvor Alexander Mayah Larsen er aktuel i sit seneste stykke TRONFØLGER overfor live-musikeren Nanna-Karina Schleimann.

Hvor “Som Brødre” var en rørende skildring af et komplekst broderskab, så handler TRONFØLGER om forholdet til den far, der forlod ham for 7 år siden for at rejse tilbage til fødelandet Iran.

Alexander Mayah Larsen har før ydet pragtpræstationer i bl.a. “Som Brødre”, “Onkel Vanja” og ikke mindst som Heathcliff i Odense Teaters Reumert-belønnede opsætning af “Stormfulde højder”. Men han har næppe nogensinde været bedre end i det empatiske, smertefulde og i sidste ende hjerteskærende smukke portræt af den far, som bankede ham, men som han alligevel stadig elsker.

Vi følger faderens rejse fra dadelfarmen i Iran med drømme om James Dean og Péle med i baggagen. Danmark blev målet for rejsen, men på trods af en høj akademisk uddannelse fik faderen kun jobs om buschauffør og indehaver af en grillbar. Han blev en succes, indtil at Irans behandling af kvinder blev bestemmende for, hvordan vi i Danmark behandlede iranere. Han blev skilt fra konen og rejste tilbage til det styre, som i hans ungdom havde forfulgt ham og dræbt hans bror.

Helt ubærlig er scenen, hvor Alexander Mayah Larsen viser, hvordan faderen havde været villig til at ydmyge sig selv og give afkald på sin egen kultur, for i stedet at gnaske flæskesvær og røde pølser i et desperat forsøg på at vise sit danske sindelag.

På den måde lykkedes det også for dramatikeren Alexander Mayah Larsen at fortælle den personlige historie såvel som den store fortælling. For hans fader var langt fra den eneste, der kom med åbent sind til Danmark og fik en skeptisk modtagelse.

TRONFØLGER, der også bliver en fjer i hatten for den både nærgående og alligevel nænsomme iscenesætter Thomas Hwan, fremstår først og fremmest som endnu en dobbelt-triumf for Alexander Mayah Larsen – både som dramatiker og skuespiller. Det lover godt for hans videre virke på Nørrebros Blaagaard Teater i 2025.

(Michael Søby)