For fire sæsoner siden opnåede en semikoncertant udgave af Richard Wagners TRISTAN OG ISOLDE betydelig succes i Operaen. Det må have givet blod på tanden, for nu får så vi endelig en fuld opførelse på Operaens store scene.
Allerede under den blødende smukke overture fornemmer vi, at Paolo Carignani og Det Kongelige Kapel i den grad har styr på musikken. Lidenskaben gennemstrømmer musikken og understøtter det passionerede kærlighedsdrama, så vi tror på de store følelser.
Har man set filmen “Tristan & Isolde” fra 2006 forventer man muligvis at se to unge elskede i de to hovedroller. Men iscenesætteren Sofia Jupither går en helt anden vej med historien, og her møder vi i stedet to modne mennesker, der har haft en del udforddriger i tilværelsen, men som efterhånden er kommet ud på den anden side, og pludselig forelsker sig hovedkuls i hinanden.
På deres egen uglamourøse måde får Bryan Register og Elisabet Strid os til at tro på dem som det hårdt prøvede elskende par. Vokalt klarer de skærene – også i den svære tredje akt, hvor Bryan Register har en både sangligt og dramatisk krævende scene på godt tre kvarter, og Elisabet Strid fremfører arien “Liebestod”, en af de største udfordringer en operasangerinde kan have.
Stephen Milling gør et formidabelt comeback i rollen som Kong Marke, der fra start virker truende, da han mødes mod sin svigefulde ven Tristan, men gradvist lader Stephen Milling kongens sårbarhed og skuffelse trænge igennem til det ender i et sammenbrud. Det er en fornemt orkestreret præstation, der sammen med den magtfulde røst vidner om det internationale niveau, som Stephen Milling for længe siden har opnået i udlandet.
Jens Søndergaards Kurwenal nærer stærke bånd til sin ven Tristan, hvilket påvirker hver en tone og hver en bevægelse, og man overvejer, om Kuwenals dedikation til sin ven måske grænser til kærlighed?
Også den nyligt Reumert-nominerede Jacob Skov Andersen (“Eugen Onegin”) formår at markere sig med præcise indsatser som henholdsvis hyrde og ung sømand.
Eneste genganger på rollelisten fra den koncertante udgave af TRISTAN OG ISOLDE er Hanne Fischer, der allerede dengang “sang en forrygende Brangäne” ifølge cphculture.dk. Stemmen er ikke blevet mindre interessant med tiden, og så får Hanne Fischer et væld af fine detaljer med i sit spil. I 2. akt, hvor de elskende kun har tanke for hinanden, formår Hanne Fischer i baggrunden at finde et uventet dybde i Brangänes ensomhed. På samme måde bliver hun også hjertet i forestillingens tredje og sidste akt, da hun ser TRISTAN OG ISOLDE ligge sammen på jorden.
Der er med andre ord i den grad noget at fryde sig over på Operaen, og med to pauser på i alt 70 minutter, bliver den over fem timer lange opera aldrig for lang. Man behøver således ikke at være Wagner-fan for at få udbytte af TRISTAN OG ISOLDE, for det er på mange måder hans smukkkeste opera.
TRISTAN OG ISOLDE synges på tysk – med danske og engelske undertekster.
(Michael Søby)
