Mange kender Richard Wagners opera, færre balletten af samme navn, men flere har muligvis set filmen om TRISTAN & ISOLDE fra 2006.
Nu har Iscenesætter Carolin Oredsson og Tine Voss Ilum så skabt en teaterudgave til Stiklingen, Aarhus Teaters mindste scene, baseret på Richard Wagners libretto til operaen TRISTAN & ISOLDE.
Ligesom man til en Wagner-opera får en lang introduktion til handlingen for, at man bedre kan koncentrere sig om musikken og følelserne, bliver vi også her pålagt et længere referat af handlingen, men da det formidles Nanna Bøttcher, er man i gode hænder.
Straks efter tages Josefine Thornberg-Thorsøes rustikke scenografi for alvor i brug, og hendes prægtige kostumer smyger sig sensuelt ind til kroppene på de unge medvirkende.
Oskar Salvatore bliver en dragende Tristan, men selv når han hæver stemmen, får hans replikker endnu ikke helt den dramatiske tyngde, man kunne håbe på. Det skal nok komme, for den mand emmer af talent.
Laura Kjær Jensens replikbehandling forekommer rigelig jordnær i starten, men hun vokser i sit dramatiske format undervejs som den forelskede Isolde og finder også nogle stærke udtryk for hendes smertefulde kærlighed.
Laurids Lange og teatrets lovende skuespillerelev Sebastian Munck Rasmussen har også deres momenter undervejs, og Nanna Bøttcher får mulighed for igen at vise, at hun naturligvis kan andet end fortælle historien. Men det er den centrale kærlighedshistorie, der bygger på en keltisk myte og er mindst lige så kompleks og frustrerende som William Shakespeares senere så berømte ”Romeo og Julie”, som står i fokus i denne opsætning, og det er klogt.
Hver gang at følelserne bliver for stærke til, at karaktererne kan rumme dem, bryder de medvirkende ud i sang. Vor tids store kærlighedssange i bedste og værste karaoke-stil, der samtidig gør historien mere relaterbar for ungdommen. Om de så også forfladiger myten om TRISTAN & ISOLDE synes i mindre grad at bekymre folkene bag forestillingen – ikke ulig den opulente nye filmudgave af klassikeren ”Stormfulde højder”, hvor der også foretages nogle drastiske valg uden hensyn til det oprindelige materiale. Man har i al fald svært ved at tro, at Richard Wagner ville bifalde, at hans opera TRISTAN & ISOLDE blev reduceret til ”I Will Always Love You” og ”The Winner Takes It All”.
Alligevel er der en frækhed i grebet på Aarhus Teater, som man må bifalde, og som gerne måtte have manifesteret sig endnu mere i de fysiske udtryk. Så mod alle odds bliver TRISTAN & ISOLDE et af de bedre eksperimenter på teatret i denne sæson, men man forlader alligevel teatret med følelsen af, at endnu mere dristighed havde gavnet forestillingen. Det er jo de store lidenskaber, vi møder her, og det vil vi gerne kunne se og mærke i endnu højere grad.
(Michael Søby)
