Studio-scenen på Aarhus Teater ligner ved første øjekast en gold slagtehal, men hold øje med spejlene på hver deres side af scenerummet. Iscenesætteren Nathalie Mellbye, der også er ansvarlig for forestillingens scenografi og kostumer, lader nemlig vores underbevidsthed trænge igennem glasset – tilsyneladende inspireret af William Shakespeares eviggyldige “En skærsommernats drøm”.
Bjørn Rasmussens tekst er dog primært en særdeles fri fortolkning af Arthur Schnitzlers novelle “Traum” fra 1925 om et par, hvis fysiske forhold er blevet til tør rutine. Resultatet er blevet en hybrid forestilling, der kombinerer skuespil og dans på ganske interessant vis. Teatret kalder selv forestillingen for en “horrorporn soap”, hvilket forekommer noget overdrevet i betragtning af de to hovedrolleskuespillere Kjartan Hansen og Nanna Bøttcher altid har tøj på.
Vi skånes gudskelov for banalt splatterteater, brutaliteten ligger i ordene, men gang på gang er det de fascinerende dansere fra Holstebro Dansekompagni (Bjørk-Mynte Paulse, Luke Hodkinson, Jon Ipina og Haizea Andueza), der løber med vores opmærksomhed. Især når deres nøgne kroppe titter frem fra skovens dyb i de magiske spejle, men også når de som nogle ubestemmelige levende skabninger kommer helt tæt på publikum og udfordrer vores egne grænser for nærhed. David Price og Marie Brolin-Tanis koreografi formår således både at pirre og provokere vores sanser.
Gruppen Solen er sexet har leveret en underfundig musikside til forestillingen som suppleres af velvalgte nye kompositioner af O/RIOH, Kim Kim, peachlyfe og Lise Westzynthius.
Men ulempen ved Nathalie Mellbyes iscenesættelse er, at den også undergraver vores interesse for Bjørn Rasmussens tekst. Det er ikke hans skyld, men derimod prisen for at lave en forestilling, hvor hensigten blandt andet er, at “ordene kommer til kort”. Det er også lidt synd for skuespillerne, der – åbenbart helt bevidst? – bliver berøvet det ægte fysiske nærvær med hinanden for at skabe den størst mulige kontrast til danserne sanselighed. Carla Eleonora Feigenberg, der agerer en slags dæmonisk guide, formår dog momentvis at bryde de sensuelle drømmesyn.
Måske havde TRAUM fungeret bedre, hvis forestillingens fokus udelukkende havde været dans, og hvis Nathalie Mellbye i højere grad havde åbnet op for sluserne til den dyriske side af vores underbevidsthed, som hun gjorde det i sin mesterlige opsætning af “A Clockwork Orange”. Hovedrolleparrets fysiske frustrationer serveres denne gang på en sært bonert måde, hvor antydningens kunst spiller fallit, og den kødlige afmagt udebliver.
(Michael Søby)
