De bedste biografifilm som f.eks. Richard Attenboroughs “Gandhi” får os øjeblikkelig til at glemme, at der er tale om en skuespillerpræstation, fordi den pågældende skuespiller (i dette tilfælde Ben Kingsley) er så umanerligt godt castet og tilmed klædt på og sminket med omhu. Men i det senere år synes der at være en tendens til, at den slags er lige meget, og at det blot gælder om at være tro mod den portrætteredes psyke.
Det er naturligvis noget vås, og det virker således direkte forstyrrende, at Paprika Steen snarere ligner Ulla Terkelsen end Tove Ditlevsen i Martin Zandvliets filmatisering af Jakob Weis’ teaterstykke. Weis er selv ansvarlig for filmmanuskriptet og har fået sløret nogle af de passager, der i teatervisionen lignede Edward Albees “Hvem er bange for Virginia Woolf?” lidt for meget. Paprika Steen, der både har spillet Albees Martha på teatret og til dels i filmen “Applaus”, er åbenbart ikke i stand til at lægge den rolle bag sig, og det synes i al fald at være mere af Marthas slagfærdighed end Tove Ditlevsens skrøbelighed i filmens Tove.
Man kan også i den grad diskutere, om en robust skuespiller som Paprika Steen er det rigtige valg til at spille den skrøbelige Tove? Men med Paprika Steen i rollen kan filmen financieres, og det vejer åbenbart tungere end at finde den rigtige skuespiller til rollen?
Lars Brygmann er ikke så belastet som Paprika Steen, eftersom Tove Ditlevsens daværende mand ikke var nær så kendt i offentligheden, som den højt elskede forfatterinde. Lars Brygmann yder karrierens skarpeste præstation som den forbitrede ægtemand, og giver Jakob Weis’ beske replikker åndelig ballast.
Joachim Fjelstrup mangler desværre Klaus Rifbjergs intellektuelle arrogance i sit portræt af den selvbevidste unge forfatter. Fortræffelig er derimod Sonja Oppenhagen som den sjæleligt forkrøblede hushjælp. En forbenet dødsengel, der lever gennem de forkvaklede ægtefolk, og synes at tappe dem for selv de mindste strejf af medmenneskelighed.
TOVES VÆRELSE fremstår et langt stykke af vejen som filmet teater, men besynderligt nok langt mindre dynamisk filmatiseret end Mike Nichols’ barebrydende debutfilm “Hvem er bange for Virginia Woolf?” fra 1966. Kan man tage til takke med begavet teatralsk underholdning, der ikke må forveksles med dokumentarisk filmdramatik af høj kunstnerisk kvalitet, så er TOVES VÆRELSE dog bestemt et biografbesøg værd.
