Selvom 2026 endnu er et ungt år, kan der næppe være tvivl om, at TOTTO-CHAN: DEN LILLE PIGE I VINDUET bliver en af årets smukkeste animationsfilm i de danske biografer. Billedkompositionerne fremstår som en fryd for øjet, og de svale farvenuancer synes perfekt afstemte i forhold til hinanden, og afspejler samtidig tiden og kulturen i 1940’ernes Japan.
Her møder vi en livlig lille pige ved navn Totto-Chan, hvis første møde med skolesystemet ikke falder heldigt ud. Hun bliver ekskluderet af landbyens folkeskole, fordi hendes højlydte og særdeles kropslige iver over en forunderlig verden ikke lod sig forene med skolesystemets mange regler. Men på en ny skole, der i højere grad tager hensyn til elevernes individuelle behov, får hun mulighed for at udvikle sig frit og hun får tilmed en usædvanlig ven. Men i takt med at Totto-Chans smittende livsglæde folder sig ud, truer 2. verdenskrigs dystre skygger også en lykkelig barndom.
TOTTO-CHAN: DEN LILLE PIGE I VINDUET er baseret på den tidligere UNICEF-ambassadør Tetsuko Kuroyanagis populære selvbiografi, og er oversat af Mette Holm, og kan opleves i danske biografer på japansk med danske undertekster eller med danske stemmer til et skolemodent ungt publikum. Der ydes fint spil på det danske lydspor, og ligesom i den norske animationsfilm ”Rejsen mod nord” viser Anne Marie Helger, at hun er bedre end nogensinde.
Hele fire instruktører (Yûta Kanbe, Kunio Katô, Setsuka Kawahara og Shinnosuke Yakuwa) har været beskæftiget med at skabe TOTTO-CHAN: DEN LILLE PIGE I VINDUET (”Madogiwa no Totto-chan”), men med den detaljerigdom, som filmen rummer, kan det ikke undre. Filmen er også umiddelbart hjertegribende og tilmed præget af en livsvisdom, der giver publikum noget at tænke over længe efter, at de har forladt biografen.
