TOSCA

★★★★★☆

Den Jyske Opera imponerer med en storslået opsætning af den 123 år gamle opera TOSCA på det århusianske Musikhus’ Store Scene. På premiereaftenen kunne man tilmed opleve forestillingens iscenesætter og scenografi, den verdensberømte tenor José Cura, synge det krævende parti som den karismatiske maler Mario Cavaradossi.

Scenografien fremstod da også malerisk med kirken (repræsenteret på scenen med et gigantisk kors) på den ene side og den politiske kunst på den anden side – eksempelvis et graffitimaleri med ordet “Libertad” (frihed) skrevet i flammeskrift. Men på trods af de stærke politiske modsætninger er det i sidste ende trekantsdramaet, der står i centrum i TOSCA. For maler Mario Cavaradossi er genstand for sangerinden Floria Toscas lidenskab, men hun begæres af politichefen Scarpia, der har magten til at slå Mario ihjel.

Giacomo Puccinis allerede udødelige toner får vinger, når Vincenzo Milletari svinger dirigentstokken og får det ypperste frem i Aarhus Symfoniorkester. Den Jyske Operas kor såvel som de unge sangere fra TalentU, Skt. Clemens drengekor samt X-traKor giver volume til musikken. José Cura har heldigvis stadig en fyldig og fyrig stemme, og Stefania Dovhan viser sig at være ham en uhyre velsyngende og velspillende TOSCA – ikke mindst i sin store arie efter pausen.

David Kampster er en magtfuld Scarpia i såvel stemme som spil, men måske en anelse for anonym i forhold til de to andre hovedrolleindehavere.

Det forhindrer dog ikke Den Jyske Operas TOSCA i at være en bedrift med format, og en sejr både musikalsk og dramatisk.

(Michael Søby)