Operaen TOSCA er ikke til at komme uden om. Peter Langdals opsætning fra 2006 har været genopsat flere gange på Det Kongelige Teater. For to år siden kom Den Jyske Opera med en vellykket nyopsætning af værket, og til næste år er det Opera Hedeland i Roskilde, der skal prøve kræfter med den højdramatiske opera. Men lige nu kan man nyde en dugfrisk version i Operaen af Kasper Holten, hans første opsætning af en Puccini-opera – tro det eller ej.
Historien fortælles stramt som et krimiplot af Alfred Hitchcock, dog med relevante pause mellem hver af de tre akter. Philipp Fürhofers storslåede scenografi tager os på rundtur i Rom: Fra Sant’ Andrea della Valle kirken i første akt til Palazzo Farnese og Engelsborg i anden og tredje akt.
Billedkunsten spiller ikke blot en rolle i forestillingen, men udgør også en væsentlig del af scenografien. I første akt domineres scenebilledet af et gigantisk transparent portræt af Maria Magdalena. Anden akt præges af et storslået loftmaleri med religiøse momenter og skyformationer på den blå himmel. I tredje akt får vi så et animeret panorama over Rom, der kan afspejle selve sindsstemningens udvikling gennem historien. Mageløst tænkt og sublimt udført.
Divaen TOSCA er Dronningen af Napolis favoritsanger, men TOSCA har forelsket sig i den halvfranske kunstmaler Mario, der har hjulpet den politiske fange Angelotti med at flygte. Mario bliver arresteret og tortureret af Scarpia, som dronningen netop har udnævnt som chef for det hemmelige politi, så i denne udgave af TOSCA anmoder vor heltinde dronningen om hjælp. Da det ikke hjælper, kan TOSCA vælge at give efter for Scarpias tilnærmelser – eller at slå ham ihjel.
Francesca Tiburzi har format som TOSCA, og følsomheden kulminerer, som den skal, i TOSCAs store arie. De følelsesmæssige nuancer i spillet drukner dog en smule i TOSCAs diva-manerer, men ikke nok til at retfærdiggøre de få men indædte buh-råb, som mødte Tiburzi ved fremkaldelserne.
Aftenens ubetingede stjerne er dog Matteo Lippi, der har en finhed i spillet, og en ægte lidenskab i sin pragtfulde stemme. Johan Reuter har sunget og spillet partiet som Scarpia tidligere, men næppe bedre og med mere format end her. Nævnes bør også Morten Staugaard for sin sårbare Angelotti, og det fortræffelige operakor samt Det Kongelige Kapel, der ydede deres ypperste under ledelse af Daniele Squeo,
Man håber derfor ikke, at det bliver Kasper Holtens sidste iscenesættelse af en Puccini-opera, for også det mestrer han.
(Michael Søby)
