Fortællingen om TORNEROSE er faktisk over 300 år gammel, men den version, man kan opleve på Operaen i øjeblikket. stammer fra 2010 og spillede også i 2012.
Koreografen Christopher Wheeldons udnytter på smukkeste vis kontrasterne i den mandlige og kvindelige dans samtidig med, at han formår at veksle mellem de store ensemble-scener i Jérôme Kaplans pragtfulde scenebilleder og de intime kærligheds-Pas de deux’er, der kan smelte hjerter.
Især når de som på premiereaftenen danses af Ji Min Hong (Prinsesse Aurora) og Ryan Tomash (Prins Desiré). Hun med porcelænsfint ansigt og klassisk uskyld og han med en stilfærdig men insisterende passion, der i den grad lever op til prinsenavnet. Prinsessen og prinsen danses andre aftener af blandt andre Ida Praetorius og Alban Lendorf, men man har svært ved at forestille sig, at selv de kan danse ligeså så sødt og sensuelt som Ji Min Hong og Ryan Tomash gjorde denne aften.
Joscelyn Dolson har en stumfilmslignende kvalitet som syrenfeen, og Jón Axel Fransson lyser op som diverse kavalerer. Også vitale Tobias Praetorius gør sig bemærket som en af kavalererne til de yndige lyslillaklædte feer og Stephanie Chen Gundorph giver en underfundig fortolkning af den temperamentsfulde Carabosse.
Pjotr Tjajkovskijs berusende toner får vinger af Det Kongelige Kapel under ledelse af Niklas Hoffmann, og giver den eventyrlige historie et uventet format.
Christopher Wheeldons TORNEROSE er ikke nyskabende teaterkunst, men det er storslået og bevægende klassisk ballet, og det bør man bestemt ikke kimse af en kold og kedelig vinteraften.
(Michael Søby)
