Jean-Pierre og Luc Dardennes seneste film TORI OG LOKITA lanceres i Danmark med et både fejlagtigt og misvisende pressemateriale, og det er synd. For selvom TORI OG LOKITA ikke hører blandt de belgiske brødres bedste film, så fortjener den at blive taget seriøst og rummer en række af de kvaliteter, som f.eks. empati, der kendetegner gennembrudsfilmen “La Promesse – Løftet” samt guldpalme-vinderne “Rosetta” og “Barnet”.
TORI OG LOKITA er to afrikanske flygtninge, der er nået til Belgien, hvor de nu forsøger at få sig et liv. Men samtidig med at de prøver at overbevise myndighederne om, at de er bror og søster, skal der også tilbagebetales penge til menneskesmuglerne og sendes penge til familien i Afrika. Det betyder, at Tori, som kun er en dreng, og Lokita, der meget hurtigt er blevet en voksen kvinde, må sælge narko, tage imod tæsk eller lade sig udnytte seksuelt. De lever i en ond ubrydelig cirkel, der kun kan ende i katastrofe, og deres tilværelse afspejler på forstemmende vis de livsvilkår, som Europa tilbyder flygtninge i øjeblikket.
Men selvom TORI OG LOKITA er en historie med klare pollitiske perspektiver, er det den menneskelige fortælling, der berører os. TORI OG LOKITA har kun hinanden, og deres kamp for overlevelse er hjertegribende. Joely Mbundu er stærk som den seje Lokita, og Pablo Schils bevæger som den energiske Tori, der forsøger at klare sig under umenneskelige forhold. Som Luckas, en af de brutale håndlangere, gør talentfulde Tijmen Govaerts (“Muidhond”) atter indtryk, men rollen yder desværre ikke hans talent fuld retfærdighed.
TORI OG LOKITA burde være pligtstof for alle, der arbejder med og interesserer sig for flygtninge-spørgsmål. Men den er også et godt bud, hvis man bare har lyst til at se en god film i biografen.
