Bag den lidt misvisende titel TO LIV gemmer der sig en af de fineste film om spirende lesbisk kærlighed, som vi har set i Danmark i årevis.
Filmen er sanseligt instrueret af skuespillerinden Hafsia Herzi, der er mest kendt i Danmark for sin César-belønnede indsats i Abdellatif Kechiches ”Couscous” (”Le Graine et le Mulet”), en glimrende forløber for hans Guldpalme-vinder ”Adèles liv – Kapitel 1 & 2”.
Filmens originaltitel ”La Derniere” betyder ”den sidste”, og hentyder til, at pigen Fatima er den sidste i en mindre børneflok. Det betyder også, at der er flere forventninger til hende og større pres på hende med hensyn til hendes fremtid.
TO LIV giver et fortræffeligt indtryk af, hvad det vil sige at være en pige med tunesisk baggrund, der er vokset op i Frankrig og står alene med mistanken om, at hun ikke er tiltrukket til den mand, der vil giftes med hende.
Vi følger hende i de første forsigtige forsøg på at finde ud af, hvad hun så er tiltrukket af vel vidende, at den slags ikke er acceptabelt i den verden, hun kommer fra.
Nadia Melliti er overrumplende god i hovedrollen, og vandt da også prisen for bedste kvindelige hovedrolle på filmfestivalen i Cannes, der også hædrede filmen som festivalens bedste queer-film.
Park Ji-min yder også en rørende birollepræstation som Fatimas første kæreste, der selv har nogle store problemer at kæmpe med. Men også filmens øvrige medvirkende bidrager til at skabe en film, der forekommer at være 100 procent autentisk.
Man behøver bestemt ikke at have samme seksuelle observans som hovedpersonen for at nyde og blive klogere af denne film, og faktisk håber man, at filmen bliver set af alle – og især unge, der ikke ved, hvad de skal stille op med de følelser, der har, fordi de opfostret med, at den slags følelser er forkerte.


