Den ukrainske instruktør Sergei Loznitsa har med sin seneste film TO ANKLAGERE skabt et skræmmende og uhyggeligt aktuelt portræt af magtens tyranni.
Filmen er bygget op som et teaterstykke i tre akter. Første del udspiller sig i et bureaukratisk fængsel i Brjansk, et rystende mikrokosmos, der afspejler Stalintidens Sovjetunionen, men med klare paralleller til det Rusland, vi ser i dag.
Her møder vi Kornev, en ung advokat, der har modtaget et brev med blodig skrift fra en af de indsatte, den tidligere prominente kommunist Stepniak, der beder om et møde med statsadvokaten.
Skildringen af de uhyrlige forhold i fængslet er rystende – ikke mindst de ansatte, der absolut ingen interesse har i, at der kommer besøg i fængslet og prøver derfor at sylte den unge advokat. Men idealisten Korney lader sig ikke sylte, og får endelig sit møde med den dødsmærkede Stepniak, der har været udsat for tortur.
I filmens 2. del følger vi Korney på den lange rejse fra provinsen til Moskva for at møde den øverste anklager i Sovjetunionen Andrej Vysjinskij. Administrationen synes at have lighedspunkter med den, han mødte i provinsfængslet, men Korney er ikke en mand, der giver op. Det lykkes også for ham at få en samtale med Vysjinskij, der lytter, men anmoder om flere beviser, inden han kan gå videre med sagen.
I 3. del følger vi den nu fortrøstningsfulde Korney efter mødet, der har udløst gratis transport tilbage til sin hjemby. Korney hygger sig også i togkupeen på vej hjem sammen med to hyggelige fyre. Men vi aner, før han selv gør det, at der måske alligevel er problemer i horisonten.
Aleksandr Kuznetsov burde få et internationalt gennembrud med præstationen som Korney, der på heroisk vis er overbevist om, at han kan gøre en forskel. Men også Aleksandr Filippenko som Stepniak, Vytautas Kaniusonis som fængselsdirektøren og Anatoliy Beiley som Vysjinskij er uhyre præcise i deres portrætter.
TO ANKLAGERE bliver i sidste ende en uomgængelig kritik af det foruroligende Rusland.


