Med Linda P. i spidsen for Tivoli Revyen 2025 er der dømt nye boller på suppen. Det mærker man også i Mads M. Nielsens dynamiske iscenesættelse, der forener skæve og skøre numre med stand-up og diverse former for evergreens – gloriøst fortolket af Xenia Lach-Nielsen med kapelmester Mathias Grove og et uhyre velspillende 6-mands orkester i ryggen.
Ikke alt fungerer lige godt, men det er i det kuriøse mix af Tivoli Revyen 2025 har en uimodståelig charme med siamesiske tvillinger, et par lidet opvakte medlemmer af en metaldetektorklub og en gammel mand, der gramser på nye bryster. Linda P og co. er ikke bange for at gå over stregen, og det er befriende at opleve en revy, der ikke synes hæmmet af den almene krænkelsesforskrækkelse, der præger underholdningsbranchen i disse år.
Så meget desto mere ærgerligt er det, at Tivoli Revyen i år har valgt at melde sig ud af RevyDanmark og deres velgørenhedsarrangement Revyernes Revy. Sidste år vandt Tivoli Revyens Mikkel Becker Hilgart ellers prisen som årets talent i forbindelse med Revyernes Revy, og selvom forestillingen i år stritter i mange retninger, så sker det i et forfriskende revyformat, om end den politiske satire begrænser sig til et par verbale stikpiller til Trump og Putin.
Linda P er i sit es, hvad hun skal generere clickbaits eller agere bollecoach for ældre og gamle. Thomas Warberg glider fint ind i revygenren og er sammen med Kurt Ravn fortryllende som Silkeborg-pigerne Annemarie og Lis. Kun et alt for langt stand-up indslag trækker en smule ned. Men at en samtale med et par blandt publikum efter pausen bliver til en parterapi-sketch, er både originalt og meget morsomt.
Aftenens revystjerne er dog Kurt Ravn, der med en herlig selvironi og den erfarne skuespillers fornemmelse for den såkaldte lettere genre forgylder alt, hvad han rører ved. Også sangligt bliver han et stort plus for TIVOLI REVYEN 2025 – ikke mindst i en imponerende ny udgave af Simon & Garfunkels “Sound of Silence”, der her er blevet til “Lyden af stilhed”.
Linda P, Thomas Warberg og Kurt Ravn slutter at sprede lidt kærlighed og gode grin i Tivoli. Det bør publikum også gøre.
(Michael Søby)
