Det er sjældent, at den rigtige tekst finder den rigtige instruktør og den rigtige skuespiller på det rigtige tidspunkt. Men det sker i øjeblikket på Teatret ved Sorte Hest i forestillingen TIT ER JEG GLAD. Genkender man titlen, kan det meget vel skyldes kendskab til forfatteren Jens Christian Grøndahl, der selv har dramatiseret sin 9 år gamle korte roman af samme titel. Amerikavej, der danner rammen om historien, ligger tilmed lige i nærheden af Teatret ved Sorte Hest, så naturligvis bør forestillingen have premiere på det hyggelige teater på vesterbro.
Det er dog ikke altid en god ide at lade romanforfattere dramatisere deres egne værker, men i tilfældet TIT ER JEG GLAD fremstår dramatiseringen så formfuldendt skrevet og forløst, at man simpelthen ikke kan forestille sig nogen gøre det bedre.
Solbjørg Højfeldt har både produceret og iscenesat forestillingen med en udsøgt fornemmelse for dette i grunden ikke bemærkelsesværdige kvindeliv, der dog netop i kraft af dramatiseringen bliver væsentlig og dybt relevant.
For i Kirsten Olesens diskrete og netop derfor mesterlige fremstilling mærker man i den grad et klarsyn i vurderingen af egen tilværelse, men også af den dårskab hun nu som enke må lægge ryg til fra den nærmeste familie.
Ingen kan som Kirsten Olesen sige et ord som “futilt” i forbindelse med ordudgydelser fra en repræsentant for den forkælede ungdom. Uden had, og dog med så meget bid og vid, at man må overgive sig til latteren. Bare fordi hendes Ellinor er ældre og måske ligefrem klogere end dem, behøver hun da ikke finde sig i alt fra den side.
TIT ER JEG GLAD er halvanden times sprogfest, hvor Ellinor pludselig kan forsvinde bag en af en væg i Lasse Svarre Christiansens elegante scenografi, der også kan blive hvidt som et frysende ensomt snelandskab, når Lasse Svarre Christiansens præcise lysdesign vil det.
Forestillingens titel er inspireret af B. S. Ingemanns smukke digt sat til musik af Carl Nielsen. I forestillingen fortolket af en sublim Kirsten Olesen med et vemod, der aldrig bliver til sentimentalitet, men blot på allerfineste vis formidler en følelsesmæssige kompleksitet, der hører til vores livsvilkår:
“Tit er jeg glad, og vil dog gjerne græde;
Thi intet Hjerte deler heelt min Glæde…”
(Michael Søby)
