Kan man i et lille land som Danmark besætte en krævende musical som TINA – THE TINA TURNER MUSICAL, hvor hovedparten af rollerne har afroamerikanske rødder? Svaret må være, at man i al fald bør forsøge.
Den erfarne musicalmand Martin Lyngbo, der i sidste sæson hittede som iscenesætter af musicals som ”Spillemand på en tagryg”, ”Borgen” og ”My Fair Lady” har også ære af denne forestilling, som er blevet lige præcis så god som værket og de medvirkende giver muligheder for.
Iris Gold har den altdominerende hovedrolle som Tina Turner, og især efter Tinas møde med pladeproducenten Phil Spector genkender vi Tina Turners fraseringer i Iris Golds sang. Replikbehandling er ikke Iris Golds force (det var heller ikke Tina Turners i hendes relativt få filmroller), men i scenen, hvor hun lige er flygtet fra Ike og uden penge må tigge om et hotelværelse, finder hun nogle desperate udtryk, der gør indtryk.
I forhold til Iris Golds Tina Turner virker Luc Boris André Kouadios Ike Turner umiddelbart lidt for ung og lidt for klein. Men det er bestemt ikke nogen dårlig præstation, og både replikbehandlingen og karakterudviklingen understreger, at Luc Boris André Kouadio ikke blot er en fortræffelig danser.
Karen Mukupa og Donna Cadogan yder begge sympatiske præstationer i lighed med Lukas Toya, der for alvor slår sig løs som danser i de afsluttende dansenumre.
Christian Bergman har næppe nogensinde været bedre end som Erwin, den nye mand i Tinas liv, og er tilmed leveringsdygtig i en overbevisende tysk accent.
Det velsyngende ensemble og de dygtige musikere på scenen bidrager til at gøre TINA – THE TINA TURNER MUSICAL til en musikalsk fornøjelse, og Benjamin la Cour er også denne gang garant for en spektakulær scenografi, der løfter historien.
Sange som ”Proud Mary” og ”Private Dancer” har ikke mistet deres appeal, men rent koreografisk bliver det faktisk ”Disco Inferno”, der gør størst lykke.
TINA – THE TINA TURNER MUSICAL indskriver sig ikke i historien som en af alletiders bedste musicals, men man føler sig godt underholdt i de godt to timer og 40 minutter, som forestillingen varer (inklusiv pause), og det kan Martin Lyngbo og hans ensemble godt tillade sig at være stolte af.
(Michael Søby)
