“The Hours” var arbejdstitlen på romanen “Mrs. Dalloway” skrevet af Virginia Woolf (som ikke staves Wolff, selvom det står på Det Kongelige Teaters hjemmeside!). Det giver således god mening, at Michael Cunninghams Pulitzer-prisbelønnede roman “The Hours” omhandler tre forskellige kvindeskæbner i tre forskellige tider – med “Mrs. Dalloway” som den røde tråd mellem dem.
Romanen har blandt andet givet inspiration til en Oscar-belønnet film, en opera på Metropolitan og en teaterudgave på ITA International Theatre i Amsterdam. Sidstnævnte er også medproducent på en dansk version af stykket, der opføres på det royale skuespilhus’ Store Scene.
Altid seværdige Olaf Johannesen nøjes ikke med at agere fortæller, men træder også ind i handlingen som drengen Ritchie, hvis mor Laura overvejer selvmord for at undslippe rollen som husmor.
Vi møder også den voksne Richie – der nu er blevet til den anerkendte forfatter Richard, fortællerens alter ego i hans lejlighed i New York, hvor han i 1998 er ved at dø af aids. Hans elskede barndomsven, forlæggeren Clarissa, planlægger dog en fest for ham i forlængelse af en storprisoverrækkelse, hvor Richard skal hædres.
Endelig træffer vi en depressiv Virginia Woolf i 1923, hvor hun kæmper med at skrive romanen Mrs. Dalloway langt væk fra hendes stærkt savnede London.
Med Karen-Lise Mynster som en forpint Virginia, Sofie Gråbøl som den omsorgsfulde Clarissa og Josephine Park som den skrøbelige Laura er de tre store kvinderoller i gode hænder. Karen-Lise Mynster låner både patina og livsperspektiv til det store drama og Josephine Park bidrager med ungdom såvel som afmagt.
Men forestillingens hjerte er og bliver Sofie Gråbøl, som kvinden der vil gøre alt for den mand, hun elsker, selvom hun lever i et lykkeligt forhold med en anden kvinde. Sofie Gråbøl formår at formidle Clarissas indre skønhed på så betagende og usentimental vis, at hun bliver forestillingens uundværlige samlingspunkt.
Drejescenen på Skuespilhuset er nærmest konstant i bevægelse som et levende ur i Pascal Leboucqs scenografi, og gradvist smelter de tre kvindehistorier også sammen rent visuelt.
Musikalsk havde man foretrukket Philip Glass’ hypnotisk smukke filmmusik fremfor Thijs van Vuures elektroniske pop. Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani fortolker dog ikke blot de fleste af sangene fint, men yder også smukt birollespil. Karen-Lise Mynster synger tilmed sin klagesang lige ind i vore sjæle.
Lidt mere temperament ville måske have klædt Eline Arbos begavede iscenesættelse i betragtning af, at forestillingen varer godt to timer uden pause. Men vi mærker dog smerten alligevel – også den dybe. For vi er i godt selskab hele aftenen, og så tager man imod TIMERNE med åbne arme.
(Michael Søby)
