Lukas Moodysson, der brød igennem med teenagedramaet “Fucking Åmål”, havde i 2000 stor succes med komedien “Tillsammans” om livet i kollektivet af samme navn anno 1975. Næsten 24 år senere flytter han handlingen 24 år frem til 1999, hvor der kun er to personer tilbage i kollektivet.
Lukas Moodysson kalder selv den nye film for sin hidtil bedste, men langt fra alle anmeldere er enige, og da slet ikke dem, der blot havde forventet at grine i små to timer.
Men Moodysson er ikke indstillet på at skåne sine karakterer for livets ubarmhjertigheder. De fleste fremstår som tabere i livets spil -både økonomisk og socialt. Ingen er tilsyneladende lykkelige og flere af dem synes at have sindslidelser i større eller mindre grad. Kun Gustaf Hammarstens godmodige Göran rammes af nådens lys til slut, mens hans drømmekvinde Lena (frygtindgydende fremstillet af Anja Lundqvist) og Olle Sarris’ møgirriterende Erik viser, hvor galt det kan gå, hvis man kobles af virkeligheden.
Shanti Roney viser fine takter som Görans eneste ven, der dog kun arrangerer en fest for Göran i håb om at komme i bukserne på Lasse, en gammel flamme – nuanceret spillet af Jonas Karlsson. Lasse jagtes også af den bitre alkoholiske Anna (et grumt portræt tegnet af Jessica Liedberg). Ingen kan derimod huske beboeren Peter, vittigt gestaltet af David Dencik, der formår at holde liv i sin internationale karriere ved siden af håndplukkede danske opgaver på film- og tv-fronten.
Lukas Moodyssons sortsyn gør flere scener næsten ubærlige, og man ville ønske, at hans glimtvise empati omfattede alle hans filmkarakterer. Såvel som ham selv.
