TIL VERDENS ENDE

★★★☆☆☆

Viggo Mortensen har ikke bare skrevet og instrueret TIL VERDENS ENDE (“The Dead Don’t Hurt”), men spiller også filmens mandlige hovedkarakter, Holger Olsen. Handlingen udspiller sig i 1860’ernes USA, hvor den den danske immigrant Holger og den viljestærke Vivienne forelsker sig i hinanden.

Hun drager med ham til en gammel rønne i en udkant af Nevada, hvor de sammen skal skabe en ny tilværelse sammen. Men den amerikanske borgerkrig tvinger dem fra hinanden, og adskillelsen bliver længere og hårdere, end de begge havde forestillet sig. Da de endelige mødes igen, er det begge forandrede i mere end een forstand, men kærligheden er der stadig et eller andet sted.

Viggo Mortensen yder en solid indsats som skuespiller i TIL VERDENS ENDE, og hans iscenesættelse udnytter fikst den prægtige natur.

Men det er dog Vicky Krieps (“Corsage”), der både har den bedste rolle, og yder en udmærket indsats i rollen som Holgers rebelske viv. Men Viviennes liv, mens Holger er væk, er tæt på at knække hende, og filmens skildring af hendes fornedrelse, minder os om, at Me Too-bevægelsen bestemt ikke var noget til Nevada i 1800-tallet..

TIL VERDENS ENDE fremstår som en noget ujævn fortælling, men det robuste spil i hovedrollerne hjælper unægteligt. Også denne form for western har mere end strejf af sentimentalitet og rigelig med ørevenlig underlægningsmusik. En spilletid på over to timer virker da for lang.

Men TIL VERDENS ENDE må alligevel anses som et ganske sympatisk projekt, der synes at rumme en vis personlig relevans for udenlandsdanskeren Viggo Mortensen.