TIL MINE BRØDRE

★★★☆☆☆

Peter-Clement Woetmann skrev ordene til den Reumert-belønnede danseforestilling "I føling", der også gæstespillede på Aarhus Teater, hvor han nu er husdramatiker. Men ordene var faktisk det svageste ved "I føling", og TIL MINE BRØDRE på teatrets Studio-scene bliver da heller ikke alt, hvad man kunne håbe på, men snarere et sympatisk forsøg på at skildre den danske krigsdeltagelse i Afghanistan.

Forestillingens fem medvirkende ligner egentlig ikke soldater – trods gamle t-shirts, militærbukser- og støvler. Hvad værre er – de har ikke dialog med hinanden – et valg fra dramatikerens side, som sagtens kunne have båret frugt, men som her reducerer de medvirkende til talende hoveder fremfor medspillere.

De slæber frem og tilbage på videoskærme, der giver os såvel nærbilleder som panorama-vue over Helman-provinsen, men aldrig bidrager til at perspektiver ordene. 17 små scener – nogle mere akademiske end andre – som kun i glimt fænger. Som når forpinte Julie Buch-Hansen taler med smerte om sin bror eller når en sårbar Michael Lundbye Slebsager snakker om krigen som fiktion. I disse nedslag formår iscenesætteren Annika Silkeberg at give stykket det dramatiske nærvær, man savner i forestillingen som helhed.

Vi kan allesammen blive enige om at krig er frygteligt, men talrige ordstrømme med gentagelser og opremsninger gør det altså ikke ud for levende teater.