Den Kongelige Ballet indleder den nye sæson med et opmuntrende balletprogram bestående af fire August Bournonville-balletter, der viser bredden i den gamle mesters repertoire.
Ouverturen til J. P. E. Hartmanns ”Thrymskviden” indleder denne festaften, og dirigenten Chanmin Chung får samtidig givet Det Kongelige Kapel en god start.
Herefter får vi et uddrag af ”Fra Sibirien til Moskva” i form af den kække ”Jockey-dans” efterfulgt af Bryllups-Pas de deuxen fra ”Abdallah”. Begge nydelige indslag men lidt for anonymt danset i en pauver scenografi.
Så går det bedre med ”August 2.0”, Dinna Bjørn og Nikolaj Hübbes Bournonville-hyldest, hvor vi for alvor kan nyde hans særlige trinsprog i en prægtig herredans til musik af Niels W. Gade. Ikke alle dansere virkede lige fortrolige med stilen denne aften, men samlet set blev ”August 2.0” alligevel et af højdepunkterne i dette balletprogram.
Det er efterhånden 190 år siden, at August Bournonville selv præsenterede ”Sylfiden” på Det Kongelige Teater, og dens popularitet er ikke formindsket. Men derfor stilles der også store krav til danserne, og de blev kun til dels indfriet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
Indpakningen er unægtelig overdådig, og den maleriske scenografi er lige ved at tage opmærksomheden fra danserne, der heldigvis er forsynet med nogle iøjnefaldende skotskternede kostumer.
Men ingen af solisterne formår at leve op til de mange legendariske fortolkninger, man tidligere har oplevet på denne scene. Wilma Giglio trådte først for alvor i karakter til slut som Sylfiden, og hverken Alexander Bozinoff som James eller Phillip Katsnelsons Gurn nåede i tilstrækkelig grad ud over scenekanten trods præcist fodarbejde.
Oliver Marcus Starpov leverede en camp-udgave af Magde, og det er det givet vis nogen, der vil være tilfreds med, men der er altså plads til flere raffinementer i den rolle.
Derfor bliver det ensemble-dansen, man især glæder sig over i denne opsætning af Nikolaj Hübbes version, men det gør man så heldigvis også. Vi forlader da også teatret med smil på læben, men ikke med den euforiske glæde, som andre balletaftener på Gamle Scene har udløst.
(Michael Søby)
