Atter en gang har Aarhus Teater lavet en forestilling, der foregår udenfor teatrets mure. Vi skal simpelthen med en såkaldt partybus på våd rundtur i Århus by. Bussen stråler af glimmer og glitter, og vor vært Bobbie – en kvinde i lyslilla pang-frakke – gør sit bedste for at overbevise os om, at hun er en livlig sommerfugl.
Men over tyve år i partybussen har sat sine spor og den overgearede vilje til at underholde må bukke under for en indre smerte, der fødes af manglende selvtillid og generel kærlighedshunger.
Sofia Nolsøe gir den gas undervejs og kommer det meste af følelsesregistret igennem, indtil Bobbies selvlede – og madrester fra en anden mund! – udløser opkast. Hun trænger tydeligvis til frisk luft, og pludselig står hun og partybussens gæster inde i skoven omgivet af myg, mens Bobbie prøver at finde en mening med alting.
Det er her, at Marie Bjørns tekst simpelthen ikke slår til, men heldigvis er vi snart på vej tilbage i bussen, mens vi på Bobbies foranledning synger “Lille sommerfugl”. Således opmuntret står menuen nu på gin og tonic samt fællessange fra “Grease”, “We Will Rock You” og semi-moderne dansk pop fremført med selvlysende mikrofoner.
Men selv efter en slags comeback er Sofia Nolsøes Bobbie stadig en knækket kvinde, indtil hun får hjælp fra uventet side. Partybussens DJ Simili (sympatiske Nanna-Karina Schleimann), der viser sig også at være en glimrende danser, musiker og sanger, har en sang til Bobbie. Vi ender ligefrem med at få en vis empati for vores fucked up-værtinde, der kvitterer med lidt sølvglimmer på vore næser, inden hun og vi andre forlader partybussen, for – måske – at kaste os ud i det aarhusianske natteliv.
Trods den ikke helt tilfredsstillende tekst har iscenesætter Astrid Lindhardt formået at give os et ganske underholdende (mare-)ridt, men det er dog i Nathalie Mellbyes koncept og scenografi, at TIL DE LYSE MORGENER synes at have sine største kvaliteter.
(Michael Søby)
