På Nørrebro Teater har man aldrig været bange for at vove pelsen. Det har givet triumfer som “Diktatoren” og “Revisoren”, og vi skal helt tilbage til 1995 for at finde en decideret fiasko, en pinlig opsætning af den finske klima-komedie “Halløj på indlandsisen”.
Nu vover man igen at sætte en ny nordisk komedie på plakaten, og gudskelov for det. Den norske dramatiker Arne Lygre skrev også forlægget til en interessant forestilling på Det Kongelige Teater med titel “Jeg forsvinder”, der blev nomineret som sæsonens nye skuespil i 2020/21 af cphculture.dk. Nu er det så tid til at stifte bekendtskab med TID TIL GLÆDE, der har været Arne Lygres største publikumssucces i sit hjemland.
Teksten er også fascinerende i måden, den kredser om temaer som kærlighed, savn, svigt og omsorg. En mor har sat sine voksne børn stævne på en bænk med en vidunderlig udsigt over vandet. I første omgang dukker kun datteren op. Arne Lygre er en mester i at skildre selvmodsigende følelser, og vi mærker afstanden mellem mor og datter såvel som behovet for nærvær, og længslen efter den søn og bror, der blot har behov for at frigøre sig fra menneskelige relationer et stykke tid.
Idyllen forstyrres snart af en neurotisk nabo med ejerfornemmelse for den pågældende bænk, som var udset til en samtale med ex-konen, der stadig elsker ham. Snart dukker også en enke op med sine to voksne stedbørn for at vise dem det sted, hvor hun gerne ser deres far begravet.
Efter pausen er vi trukket indenfor i et gråt livløst rum, hvor vi finder den frigjorte mands kæreste i en eksistentiel krise, som han fornægter. Venner og familie samler sig om ham for at feste, men det er først efter, at moderen har smidt de øvrige på porten, at der opnås nærhed – og måske en form for lindring?
Man skal ikke forvente hverken farce eller lårklaskende morsom komedie, og TID TIL GLÆDE fortælles i sindigt tempo. I stil med Samuel Becketts “Glade dage” (som der også er en lille hilsen til) gør dramatikeren flittigt brug af gentagelser. Det kan i passager godt irritere lidt, og iscenesætteren Madeleine Røn Juul giver da også sine skuespillere så megen plads, at forestillingen når op på næsten to timer og tre kvarter, hvilket føles mindst et kvarter for lang.
Men heldigvis har TID TIL GLÆDE den uforlignelige Tina Gylling Mortensen i centrum. Hendes bud på moderskabet er både frygtindgydende, afsindigt vittigt og i sidste ende dybt rørende. En mor siger nemlig tingene lige ud, hun tager den plads, hun har brug for, men hendes kærlighed er også dybtfølt og grænseløs. Hendes hjerte dikterer hendes handlinger, og i Tina Gylling Mortensens monumentale mor mærker vi både savn, omsorg og længsler bag den til tider groteske facade.
TID TIL GLÆDE er generelt velspillet, og Peter Christoffersen (der ser ud til at være ved at kollapse af hede i nogle gigantiske rullekrave-sweatre) som den løsrevne søn – og hans kæreste! – gør indtryk blandt birolle-spillerne. Johannes Lilleøre og Christiane Gjellerup Koch har et overdådigt skænderi, der nok skal få denne verdens ex-par til at tænke sig lidt om, og Sarah Bobergs forbitrede enke står ligeledes skarp i mængden.
TID TIL GLÆDE bliver næppe alles kop te i Danmark, men når først tempoet kommer lidt i vejret (en opstramning af den lange festscene i 2. akt. kunne godt komme på tale), finder forestillingen forhåbentlig det publikum, som den faktisk fortjener.
(Michael Søby)
