Musicalen “Rent” (baseret på Giacomo Puccinis opera “La Bohème”) gjorde Jonathan Larson verdensberømt, ikke mindst efter den blev filmatiseret i 2005. Men han nåede aldrig selv at opleve triumfen, da han døde dagen før Off-Broadway opsætningens første preview – kun 35 år gammel.
Hans første store bedrift TICK, TICK…BOOM! handlede faktisk om en ung mands drømme om og kamp for at realisere et musicalprojekt, der måske aldrig bliver til noget. Musicalen startede som en art rockmonolog og fik senere karakter af en reading, hvor det nye musicalprojekt skulle præsenteres.
Handlingen udspiller sig først i 90’erne, hvilket musikken naturligvis også bærer præg af. TICK, TICK…BOOM! havde faktisk Danmarkspremiere helt tilbage i 2007 på det visionære Fredericia Teater med Mads Æbeløe Nielsen, Christina Elisabeth Mørkøre og teatrets nuværende chef Thomas Bay som solister (også på forestillingens castalbum).
Værket oplevede en fornyet interesse i kølvandet på den berømmede filmatisering fra 2021 instrueret af Lin-Manuel Miranda (manden bag prægtige scenemusicals som “In the Heights” og “Hamilton”) og med den tidligere Spiderman Andrew Garfield i et bevægende Oscar-nomineret portræt af Jonathan Larson.
Så det giver rigtig god mening, at Malmø Opera nu har sat TICK, TICK…BOOM! op på deres intimscene Verkstan, hvor der også denne aften var godt fyldt op af et relativt ungt publikum.
Iscenesættelsen har man lagt i hænderne på svenske Sara Cronberg, der blev uddannet på Statens teaterskole i 1998, og debuterede samme år med en opsætning af Patrick Marbers “Closer” på Odense Teater.
Maja Kalls klaustrofobiske scenografi er domineret af de fire musikere og deres instrumenter, så vi forstår, hvilken konstant pres den unge musical-komponist/forfatter lider under.
Jonas Brehmer, der spillede den mandlige hovedrolle Joe i Göteborg Operaens “Sunset Boulevard” og har medvirket i flere hits på Malmø Opera bl.a. den vidunderlige “Spring Awakening”, kan både spille og synge i rollen som Jon (Jonathan). Og så har han den helt rette stjerneudstråling, der skal til for at bære en rolle som denne. Hvis den danske superstjerne Christopher har ambitioner om også at spille teater, vil TICK, TICK…BOOM! være helt oplagt, men han gør nok klogt i at alliere sig med en erfaren musical-instruktør, for rollen som Jon spiller ikke sig selv.
Sara Cronberg har nedtonet sygdomsforløbet i forholdet til filmen, og kun Markus Nilssons perfekte infernalske trommesolo giver os for alvor en fornemmelse af det lydmæssige helvede, som Jon i perioder lever i.
Åsa Sjöblom er en udmærket Susan med både god stemme og en skæv form for humor. Svagere i billedet står Erik Espinoza, der først efter forestillingen viser, at han faktisk har flere udtryk at byde på. Han bliver nemlig fejret på scenen i anledningen af sin 30 års fødselsdag, hvilket er ekstra rørende, når man lige har været med i – eller lige set – en forestilling om en ung mand, der dør som 35-årig.
Der er plads til forbedringer i den svenske opsætning af TICK, TICK…BOOM!, men man føler sig alligevel overbevist om, at denne lille musical godt kunne fortjene en chance til i Danmark. F.eks. i København, hvor den endnu aldrig har spillet.
(Michael Søby)